De næstekærlige og de ukristelige
(Kronik i KD d. 25. januar 2006)
For omkring 25 år siden blev der lavet en undersøgelse af, hvad elever i Folkeskolens 7. klasse vidste om kristendom. Et af spørgsmålene lød: ”Hvad er næstekærlighed?” Det kom der mange pudsige svar ud af, såsom: ”Det er noget, man har til sin næste ven”. Kun få var klar over, at ordet ”næste” er det samme som ”nærmeste”, og altså betegner det medmenneske, der står overfor dig lige nu og her. Men 1981 er lang tid siden, og nu om dage er der ikke mange unge mennesker, der ikke kender ordet ”næstekærlighed”. Det er tværtimod blevet smart at tale om næstekærlighed; hvis man vil være med på noderne indenfor politik eller kultur, så ligger det én på læberne dagligt – gerne i selskab med ”tolerance” og ”humanisme”.
Næstekærlighedsbegrebet er blevet hentet ud fra skammekrogen og kommet på dagsordenen, og mange vil sikkert mene, hvis man spørger dem, at det er noget af det, der siger dem mest fra Jesu forkyndelse i det hele taget.
For tiden diskuteres det meget blandt præster, om en prædiken må være politisk eller ej. Nogle mener, at næstekærlighedsbudet sætter en bestemt etik op for kristne mennesker, at denne etik kan formuleres som konkrete regler og forbindes med en konkret politisk linje, og at en god prædiken derfor helst skal være politisk – i den forstand, at den skal behandle konkrete politiske problemstillinger. De vil sige, at Jesus fordrer, at man tager politisk stilling og bekæmper ondskaben, hvor man ser den, også på samfundsplan. Mærkeligt nok driver de, der har den holdning, i vidt forskellige politiske retninger: Nogle, heriblandt Søren Krarup og Jesper Langballe, synes fx at mene, at der i kristendommen ligger en forpligtelse til at tale Islam meget skarpt imod – andre, at dette tværtimod er en stærkt uetisk holdning, og at man for at leve op til Jesu ord om at tage vare på de små er nødt til at tage skarpt afstand fra Dansk Folkepartis stramme linje overfor (de muslimske) indvandrere. Fælles for dem alle er dog, at de mener, deres politiske holdninger er direkte afledt af deres kristne tro.
For nylig har ”præsteinitiativet 2005/06” sat politik og næstekærlighed på dagsordenen, idet en række præster har skrevet under på, at de ville prædike imod regeringens indvandrerpolitik i juledagene under overskriften Der er stadig ikke plads i herberget. Forbindelsen til juleevangeliet skulle være, at ligesom Josef og Maria blev sendt bort fra herberget i Betlehem, sådan bliver også mange flygtninge desværre udvist fra Danmark i dag til en uvis fremtid – på grund af regeringens politik. I initiativtagernes pressemeddelelse skriver Helle Myken Christensen følgende: ”Regeringens politik på flygtningeområdet er udtryk for en skelnen mellem "os" og "de andre" , som er i direkte konflikt med kristendommens centrale budskab om næstekærlighed. Det er den politik (og ikke islam), der er en fare for vores identitet som danskere, og i sidste ende vil undergrave vores samfund.” (Mine kursiveringer.)
Om jeg er enig i kritikken af regeringen eller ej, vil jeg ikke ytre mig om, da det er irrelevant for mit ærinde. Det, jeg fæstner mig ved, er, at præsterne bag ”initiativet” opfordrer til, at man tager sin egen politiske holdning med op på prædikestolen og udbreder den, som om det var den eneste rigtige at indtage for en kristent menneske. En støtte af ”præsteinitiativet”, folketingskandidat for Kristendemokraterne Bjarne Nederby Jessen, går i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad så vidt som til at kalde Dansk Folkeparti og regeringen for ”ukristelige”. Han mener, at de ”handler ukristeligt” og ”lader hånt om medmenneskeligheden” (Danske kristne vågner op til dåd, Kristeligt Dagblad d. 27. december.) Vi ser her med andre ord en politiker, der fælder en religiøs dom over sine politiske modstandere. Anders Fogh Rasmussen er nu ikke længere bare en ”hulemand” og Pia Kjærsgaard ikke bare ”racist” og ”ekstremist”, de er slet og ret ”ukristelige”. Der er meget kort vej til ligefrem at kalde dem onde. Med fare for at gå nogen for nær vil jeg vove at anføre, at dette for mig at se til forveksling ligner en skelnen mellem ”os” og ”de andre” eller ligefrem mellem ”de rene” og ”de urene”. Når et medlem af en kristen kirke med Bibelen i hånden (og 200 præster i ryggen) kalder et andet medlem af samme kristne kirke for ”ukristeligt”, så er det det samme som at sige, at man selv – i modsætning til den anden – er et ”kristeligt” menneske, der ”handler kristeligt” i kraft af den besindelse på ”medmenneskeligheden”, der kommer til udtryk i netop ens eget politiske eller teologiske program.
Nogen har for nylig humoristisk gjort opmærksom på, at når der nu åbenbart pludselig er så mange næstekærlige præster i landet, så er det i grunden mærkeligt, at det er så svært at hverve frivillige til Sct. Nicolaitjenesten. Det er vittigt sagt, for det synliggør det problem, at næstekærligheden tit udvander i praksis, når man glemmer, at budet først og fremmest er talt til én selv og ikke til de andre. Noget kunne tyde på, at det hører med til at være menneske, at man har svært ved at få teori og praksis til at gå op i en højere enhed, når det gælder næstekærlighed. Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt, og meget, der måske nok begynder med en ægte vilje til det gode, har en ulykkelig tendens til at ende i hykleri og bedreviden – og ofte uden at man overhovedet opdager det selv. Det er den gamle historie om splinten og bjælken endnu en gang.
Næstekærlighedsbudet er en fordring, der lyder til hvert enkelt menneske: det enkelte menneske må gøre op med sig selv, hvad der i et givet møde med et andet menneske er det rigtige at gøre. Som punkt på et teologisk eller politisk program tager det sig altid forlorent ud, fordi det så nemt får karakter af en moralsk pegefinger, der altid er rettet bort fra én selv, som jo har den rette ”kristelige” habitus, hen mod de andre, de ”ukristelige”, de urene med øjnene fulde af splinter.
Jesus kom ikke for at udpege, hvem der er næstekærlige og hvem, der ikke er; han kom for at elske sin næste. Gå du ud og gør ligeså, siger han. Ikke ”gå du ud og prædk, hvad de andre skal gøre for at opføre sig næstekærligt”. At efterleve næstekærlighedsburdet sådan som det skal efterleves, dvs. konkret, i praksis, hver dag, og uden tanke for mig selv, er så godt som umuligt for mennesker. Og dog er budet lige stort og lige ubetinget. Det må simpelthen skingre i øjne og ører på enhver, der læser og hører det, som har et nogenlunde realistisk syn på sin egen formåen til det gode. Viljen har jeg, som Paulus siger, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer.
Vi er med andre ord alle sammen ”ukristelige” i den forstand, at ingen af os er kriste-lige, dvs. Kristus-lignende. Han var virkelig næstekærlig, og han så virkelig klart, hvad der var det rigtige at gøre i enhver situation. Anderledes står det til med os. Hvilken politisk lejr, vi så end identificerer os med, så har de fleste af os nok viljen til at gøre det gode. Med evnerne dertil ligger det straks mere småt. Næstekærlighedsbudet forstår vi nok; det er rørende enkelt: handl altid til dit medmenneskes bedste. Hvad der konkret er det bedste at gøre i en given situation, er knapt så enkelt at gennemskue, og derfor er det også for nemt, når præsterne i ”præsteinitiativet” finder for godt at holde dom over regeringen og alle dens vælgere. Det tilkommer ikke præsterne at ransage deres medmenneskers hjerter og nyrer og – i ornat og fra prædikestolen – sætte sig til doms over deres (politiske) motiver og handlinger.
Den, der bedømmer mig, er Herren. Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer! Han skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil. (1. Kor. 4.4-5)
For omkring 25 år siden blev der lavet en undersøgelse af, hvad elever i Folkeskolens 7. klasse vidste om kristendom. Et af spørgsmålene lød: ”Hvad er næstekærlighed?” Det kom der mange pudsige svar ud af, såsom: ”Det er noget, man har til sin næste ven”. Kun få var klar over, at ordet ”næste” er det samme som ”nærmeste”, og altså betegner det medmenneske, der står overfor dig lige nu og her. Men 1981 er lang tid siden, og nu om dage er der ikke mange unge mennesker, der ikke kender ordet ”næstekærlighed”. Det er tværtimod blevet smart at tale om næstekærlighed; hvis man vil være med på noderne indenfor politik eller kultur, så ligger det én på læberne dagligt – gerne i selskab med ”tolerance” og ”humanisme”.
Næstekærlighedsbegrebet er blevet hentet ud fra skammekrogen og kommet på dagsordenen, og mange vil sikkert mene, hvis man spørger dem, at det er noget af det, der siger dem mest fra Jesu forkyndelse i det hele taget.
For tiden diskuteres det meget blandt præster, om en prædiken må være politisk eller ej. Nogle mener, at næstekærlighedsbudet sætter en bestemt etik op for kristne mennesker, at denne etik kan formuleres som konkrete regler og forbindes med en konkret politisk linje, og at en god prædiken derfor helst skal være politisk – i den forstand, at den skal behandle konkrete politiske problemstillinger. De vil sige, at Jesus fordrer, at man tager politisk stilling og bekæmper ondskaben, hvor man ser den, også på samfundsplan. Mærkeligt nok driver de, der har den holdning, i vidt forskellige politiske retninger: Nogle, heriblandt Søren Krarup og Jesper Langballe, synes fx at mene, at der i kristendommen ligger en forpligtelse til at tale Islam meget skarpt imod – andre, at dette tværtimod er en stærkt uetisk holdning, og at man for at leve op til Jesu ord om at tage vare på de små er nødt til at tage skarpt afstand fra Dansk Folkepartis stramme linje overfor (de muslimske) indvandrere. Fælles for dem alle er dog, at de mener, deres politiske holdninger er direkte afledt af deres kristne tro.
For nylig har ”præsteinitiativet 2005/06” sat politik og næstekærlighed på dagsordenen, idet en række præster har skrevet under på, at de ville prædike imod regeringens indvandrerpolitik i juledagene under overskriften Der er stadig ikke plads i herberget. Forbindelsen til juleevangeliet skulle være, at ligesom Josef og Maria blev sendt bort fra herberget i Betlehem, sådan bliver også mange flygtninge desværre udvist fra Danmark i dag til en uvis fremtid – på grund af regeringens politik. I initiativtagernes pressemeddelelse skriver Helle Myken Christensen følgende: ”Regeringens politik på flygtningeområdet er udtryk for en skelnen mellem "os" og "de andre" , som er i direkte konflikt med kristendommens centrale budskab om næstekærlighed. Det er den politik (og ikke islam), der er en fare for vores identitet som danskere, og i sidste ende vil undergrave vores samfund.” (Mine kursiveringer.)
Om jeg er enig i kritikken af regeringen eller ej, vil jeg ikke ytre mig om, da det er irrelevant for mit ærinde. Det, jeg fæstner mig ved, er, at præsterne bag ”initiativet” opfordrer til, at man tager sin egen politiske holdning med op på prædikestolen og udbreder den, som om det var den eneste rigtige at indtage for en kristent menneske. En støtte af ”præsteinitiativet”, folketingskandidat for Kristendemokraterne Bjarne Nederby Jessen, går i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad så vidt som til at kalde Dansk Folkeparti og regeringen for ”ukristelige”. Han mener, at de ”handler ukristeligt” og ”lader hånt om medmenneskeligheden” (Danske kristne vågner op til dåd, Kristeligt Dagblad d. 27. december.) Vi ser her med andre ord en politiker, der fælder en religiøs dom over sine politiske modstandere. Anders Fogh Rasmussen er nu ikke længere bare en ”hulemand” og Pia Kjærsgaard ikke bare ”racist” og ”ekstremist”, de er slet og ret ”ukristelige”. Der er meget kort vej til ligefrem at kalde dem onde. Med fare for at gå nogen for nær vil jeg vove at anføre, at dette for mig at se til forveksling ligner en skelnen mellem ”os” og ”de andre” eller ligefrem mellem ”de rene” og ”de urene”. Når et medlem af en kristen kirke med Bibelen i hånden (og 200 præster i ryggen) kalder et andet medlem af samme kristne kirke for ”ukristeligt”, så er det det samme som at sige, at man selv – i modsætning til den anden – er et ”kristeligt” menneske, der ”handler kristeligt” i kraft af den besindelse på ”medmenneskeligheden”, der kommer til udtryk i netop ens eget politiske eller teologiske program.
Nogen har for nylig humoristisk gjort opmærksom på, at når der nu åbenbart pludselig er så mange næstekærlige præster i landet, så er det i grunden mærkeligt, at det er så svært at hverve frivillige til Sct. Nicolaitjenesten. Det er vittigt sagt, for det synliggør det problem, at næstekærligheden tit udvander i praksis, når man glemmer, at budet først og fremmest er talt til én selv og ikke til de andre. Noget kunne tyde på, at det hører med til at være menneske, at man har svært ved at få teori og praksis til at gå op i en højere enhed, når det gælder næstekærlighed. Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt, og meget, der måske nok begynder med en ægte vilje til det gode, har en ulykkelig tendens til at ende i hykleri og bedreviden – og ofte uden at man overhovedet opdager det selv. Det er den gamle historie om splinten og bjælken endnu en gang.
Næstekærlighedsbudet er en fordring, der lyder til hvert enkelt menneske: det enkelte menneske må gøre op med sig selv, hvad der i et givet møde med et andet menneske er det rigtige at gøre. Som punkt på et teologisk eller politisk program tager det sig altid forlorent ud, fordi det så nemt får karakter af en moralsk pegefinger, der altid er rettet bort fra én selv, som jo har den rette ”kristelige” habitus, hen mod de andre, de ”ukristelige”, de urene med øjnene fulde af splinter.
Jesus kom ikke for at udpege, hvem der er næstekærlige og hvem, der ikke er; han kom for at elske sin næste. Gå du ud og gør ligeså, siger han. Ikke ”gå du ud og prædk, hvad de andre skal gøre for at opføre sig næstekærligt”. At efterleve næstekærlighedsburdet sådan som det skal efterleves, dvs. konkret, i praksis, hver dag, og uden tanke for mig selv, er så godt som umuligt for mennesker. Og dog er budet lige stort og lige ubetinget. Det må simpelthen skingre i øjne og ører på enhver, der læser og hører det, som har et nogenlunde realistisk syn på sin egen formåen til det gode. Viljen har jeg, som Paulus siger, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer.
Vi er med andre ord alle sammen ”ukristelige” i den forstand, at ingen af os er kriste-lige, dvs. Kristus-lignende. Han var virkelig næstekærlig, og han så virkelig klart, hvad der var det rigtige at gøre i enhver situation. Anderledes står det til med os. Hvilken politisk lejr, vi så end identificerer os med, så har de fleste af os nok viljen til at gøre det gode. Med evnerne dertil ligger det straks mere småt. Næstekærlighedsbudet forstår vi nok; det er rørende enkelt: handl altid til dit medmenneskes bedste. Hvad der konkret er det bedste at gøre i en given situation, er knapt så enkelt at gennemskue, og derfor er det også for nemt, når præsterne i ”præsteinitiativet” finder for godt at holde dom over regeringen og alle dens vælgere. Det tilkommer ikke præsterne at ransage deres medmenneskers hjerter og nyrer og – i ornat og fra prædikestolen – sætte sig til doms over deres (politiske) motiver og handlinger.
Den, der bedømmer mig, er Herren. Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer! Han skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil. (1. Kor. 4.4-5)
