Hyrdebrevet, der blev væk
(Jyllandsposten d. 9. marts 2006)
Biskop Steen Skovsgaard udtaler til Jyllandsposten d. 3. marts, at han ”fornemmer et ønske og behov hos præster og menigheder for at få sagt nogle ord i den sammenhæng, vi er i nu. Ikke kun med Muhammed-tegninger, men i det hele taget i forholdet mellem kristendom og islam og vores rolle og holdning som kirke i forhold til muslimerne”.
Jeg vil gerne bede Steen Skovsgaard om at uddybe, hvad han mener med ”vores holdning som kirke”. Gennem et 34-årigt liv i tæt kontakt med Den danske Folkekirke har jeg fået det utvetydige indtryk, at Folkekirkens præster og menigheder ikke er underlagt noget overordnet, kirkeligt råd eller nogen pave, der fra oven kan diktere, hvad der er ”vores holdning som kirke” til noget som helst, og da specielt ikke til politiske sager som den om Muhammed-tegningerne.
Det gode ved Folkekirken er netop dette, at dens medlemmer i så vid udstrækning er fri til selv at tage stilling. På den måde bliver menigheden et fællesskab af forskellige mennesker med forskellige holdninger. Måske har ham, der sidder ved siden af mig, en politisk eller kirkelig holdning, som jeg finder tåbelig, men i gudstjenestens sammenhæng bliver det ligegyldigt, fordi han og jeg har det til fælles, at vi begge får tildelt vores synders forladelse ved samme nadverbord. I al vores indbyrdes forskellighed, er vi sammen om at være vendt mod Gud. Og hvad min sidemand derfor måtte have af uhyrlige holdninger til satiretegninger, til rockmusik eller børneopdragelse, bliver derfor ligegyldigt i gudstjenestens sammenhæng.
Nu kan man indvende, at et hyrdebrev ikke er noget diktum om, at Folkekirkens medlemmer skal mene det samme, som hyrdebrevets forfattere gør. En hyrdebrev er kun en vejledning, dvs. det står menigheden frit for at omfavne budskabet eller forkaste det.
Men det kan ikke undgås, at de, der ikke deler biskoppernes holdning, vil føle sig svigtet af kirken som sådan, hvis de hører et brev fra alle landets bisper om, hvad der er ”vores holdning som kirke i forhold til muslimerne” oplæst fra prædikestolen. Det kan let opfattes som et vink om, at enhver, der indtager en anden holdning venligst bedes ændre denne – eller forlade kirkens præmisser.
Og så er menigheden ikke længere et ligeværdigt fællesskab af tilgivne syndere med ansigterne vendt mod Gud. Så er den i stedet delt op i to hold: de rigtige og de forkerte, de rene og de urene, venstre og højre, de næstekærlige og de ukristelige. Og ansigtet drejes uvilkårligt hoverende ned mod sidemanden, der har den ”forkerte” holdning til verdens muslimske befolkning: "Du er ikke en rigtig kristen som jeg. Hvad laver du egentlig her?"
Jeg vil gerne i det hele taget udtrykke bekymring over tendensen til, at kirkens biskopper udtaler sig om, hvad der er ”kirkens holdning” til dette eller hint. Er vi på vej til ad bagdøren at få indført en topstyret kirke med fælles formulerede holdninger til alt fra kvindelige præster til enkeltskrogede tankskibe, ligesom man har i Sverige? Ingen tvivl om, at en stor del af kirkens medlemmer og præster vil tage imod en sådan kirke med åbne arme. Men en mindst lige så stor del gyser ved tanken. Hvis kirken går hen og bliver en politisk aktør, vil man uvægerligt støde halvdelen af menigheden bort. Resten kan så sidde tilbage og klappe hinanden på ryggen i skøn forening og enighed om alle ting. Hvor mange ønsker i grunden sådan en kirke? Ikke jeg.
Nu er det besluttet, at der ikke skal udsendes et samlet hyrdebrev. Men jeg vil gerne spørge, hvilke konsekvenser det evt. kunne få, hvis en sognepræst undlader at oplæse et hyrdebrev i kirken?
Biskop Steen Skovsgaard udtaler til Jyllandsposten d. 3. marts, at han ”fornemmer et ønske og behov hos præster og menigheder for at få sagt nogle ord i den sammenhæng, vi er i nu. Ikke kun med Muhammed-tegninger, men i det hele taget i forholdet mellem kristendom og islam og vores rolle og holdning som kirke i forhold til muslimerne”.
Jeg vil gerne bede Steen Skovsgaard om at uddybe, hvad han mener med ”vores holdning som kirke”. Gennem et 34-årigt liv i tæt kontakt med Den danske Folkekirke har jeg fået det utvetydige indtryk, at Folkekirkens præster og menigheder ikke er underlagt noget overordnet, kirkeligt råd eller nogen pave, der fra oven kan diktere, hvad der er ”vores holdning som kirke” til noget som helst, og da specielt ikke til politiske sager som den om Muhammed-tegningerne.
Det gode ved Folkekirken er netop dette, at dens medlemmer i så vid udstrækning er fri til selv at tage stilling. På den måde bliver menigheden et fællesskab af forskellige mennesker med forskellige holdninger. Måske har ham, der sidder ved siden af mig, en politisk eller kirkelig holdning, som jeg finder tåbelig, men i gudstjenestens sammenhæng bliver det ligegyldigt, fordi han og jeg har det til fælles, at vi begge får tildelt vores synders forladelse ved samme nadverbord. I al vores indbyrdes forskellighed, er vi sammen om at være vendt mod Gud. Og hvad min sidemand derfor måtte have af uhyrlige holdninger til satiretegninger, til rockmusik eller børneopdragelse, bliver derfor ligegyldigt i gudstjenestens sammenhæng.
Nu kan man indvende, at et hyrdebrev ikke er noget diktum om, at Folkekirkens medlemmer skal mene det samme, som hyrdebrevets forfattere gør. En hyrdebrev er kun en vejledning, dvs. det står menigheden frit for at omfavne budskabet eller forkaste det.
Men det kan ikke undgås, at de, der ikke deler biskoppernes holdning, vil føle sig svigtet af kirken som sådan, hvis de hører et brev fra alle landets bisper om, hvad der er ”vores holdning som kirke i forhold til muslimerne” oplæst fra prædikestolen. Det kan let opfattes som et vink om, at enhver, der indtager en anden holdning venligst bedes ændre denne – eller forlade kirkens præmisser.
Og så er menigheden ikke længere et ligeværdigt fællesskab af tilgivne syndere med ansigterne vendt mod Gud. Så er den i stedet delt op i to hold: de rigtige og de forkerte, de rene og de urene, venstre og højre, de næstekærlige og de ukristelige. Og ansigtet drejes uvilkårligt hoverende ned mod sidemanden, der har den ”forkerte” holdning til verdens muslimske befolkning: "Du er ikke en rigtig kristen som jeg. Hvad laver du egentlig her?"
Jeg vil gerne i det hele taget udtrykke bekymring over tendensen til, at kirkens biskopper udtaler sig om, hvad der er ”kirkens holdning” til dette eller hint. Er vi på vej til ad bagdøren at få indført en topstyret kirke med fælles formulerede holdninger til alt fra kvindelige præster til enkeltskrogede tankskibe, ligesom man har i Sverige? Ingen tvivl om, at en stor del af kirkens medlemmer og præster vil tage imod en sådan kirke med åbne arme. Men en mindst lige så stor del gyser ved tanken. Hvis kirken går hen og bliver en politisk aktør, vil man uvægerligt støde halvdelen af menigheden bort. Resten kan så sidde tilbage og klappe hinanden på ryggen i skøn forening og enighed om alle ting. Hvor mange ønsker i grunden sådan en kirke? Ikke jeg.
Nu er det besluttet, at der ikke skal udsendes et samlet hyrdebrev. Men jeg vil gerne spørge, hvilke konsekvenser det evt. kunne få, hvis en sognepræst undlader at oplæse et hyrdebrev i kirken?
