Middelmådighedens triumf
- det er ressourcespild ikke at støtte højtbegavede børn
"It's psychotic! They keep creating new ways to celebrate mediocrity, but if someone is genuinely exceptional..." Citatet stammer fra Pixars animationsfilm De Utrolige (The Incredibles) fra 2004. Filmen handler om en familie på fem medlemmer, som alle har en eller flere utrolige superevner. Det burde være en familie med fantastiske muligheder og fremtidsperspektiver, men det er de ikke, for det er nemlig forbudt at have superevner i det samfund, de lever i. Derfor er familien dysfunktionel og ulykkelig. Faderen, Robert Parr alias Hr. Utrolig, er superstærk, men henslæber en kedsommelig tilværelse som kontorarbejder i et halvkorrupt forsikringsselskab. Moderen, Helen Parr alias Elastipigen, er hjemmegående og forsøger uden held at fortrænge, at familien er anderledes end andre. Teenagepigen Violet kan gøre sig usynlig og generere kraftfelter, men hun er udenfor og utilpasset i skolen. Den tiårige Dash kan bevæge sig med supersonisk fart og er frustreret over, at han ikke må bruge sine særlige evner. Han får afløb ved at drille skolelæreren og lave ballade i klassen. Den velmenende Helen gør, hvad hun kan, for at få de alt for talentfulde problembørn til at holde lav profil i håb om, at de kan tilpasse sig; men de fem utrolige bliver først lykkelige, da de mod filmens slutning får lov til at udfolde deres specielle talenter og være dem, de er.
Man behøver ikke være nogen Albert Einstein for at se, at De Utrolige langt hen ad vejen er et billede på særligt begavede menneskers vilkår i et samfund, hvor holdningen er, at ”alle er specielle”, hvilket, som Dash gør opmærksom på, er det samme som at sige, at ingen er det. De to skolebørn i familien reagerer nøjagtigt som højintelligente børn ofte gør, når de ikke får tilstrækkeligt med udfordringer og opmuntring: den ene bliver klassens ballademager, den anden bliver usynlig. Og moderens frustration og bekymring over børnenes manglende vilje (og evne) til at tilpasse sig normaliteten ligner fuldstændig mange forældres måde at håndtere deres særligt begavede børn på.
Høj intelligens har traditionelt været forbundet med stor respekt. Der er en grund til, at det hedder ”begavet” og ikke ”belastet”. Glødepæren blev ikke opfundet af en mand med en gennemsnitlig intelligens, og det er ikke mellembegavede mennesker, der bliver koncertpianister, fysikprofessorer, store tænkere eller får en nobelpris. Særligt begavede mennesker kan noget, andre mennesker ikke kan. De har – i en vis forstand – superevner.
Særligt begavede mennesker er en ressource, som ethvert samfund af indlysende årsager burde være fornuftigt nok til at vide at udnytte. Børn, der har særlige evner for fodbold, opmuntres til at træne hårdt, spille på elitehold eller gå på fodboldskoler, så de, når de bliver voksne, kan blive super dygtige fodboldspillere i international klasse. Eliteidrætten styrkes og støttes økonomisk af sponsorer, der kan se potentialet i de motorisk dygtige børn. På samme måde burde de bogligt begavede børn fra barnsben af blive opmuntret til at udvikle deres potentiale, så det sidenhen kan komme hele samfundet til gavn.
Ikke desto mindre er det meget begrænsede midler, der tilflyder arbejdet med disse børn. Høj begavelse er i de sidste fire årtier blevet mistænkeliggjort, forsøgt tiet ihjel og i de senere år til og med nærmest sygeliggjort. Børn med høj intelligens blev gennem 70’erne og 80’erne ignoreret eller direkte lagt for had, fordi de ikke passede ind i enhedsskolens skema. I dag er der større opmærksomhed omkring disse børn, men denne interesse er ikke nødvendigvis et gode for børnene. Mange af disse børn har p.g.a. deres boglighed og tankefuldhed et andet adfærdsmønster end de fleste andre børn, hvilket forleder mange velmenende pædagoger til at ville give dem en psykiatrisk diagnose. Mange særligt begavede børn får i dag prædikater som ADHD, autisme eller Aspergers syndrom, og kan man ikke få dem til at passe ind i disse ellers nok så rummelige kasser, så betragter man i stedet selve den høje intelligens som noget lignende et psykiatrisk problem. Børn, der kan læse som 5-årige, kender 50 forskellige fiskearter som 2½-årige eller tilegner sig hexadecimalsystemet som 9-årige, får sjældent pædagoger og skolelærere til at klappe i hænderne. Tværtimod bliver ansigtet lagt i trætte og bekymrede folder, for kan disse børn nu også spille fodbold? Kan de nu også agere socialt sammen med normaltbegavede jævnaldrende? Kan de kontrollere deres intense videbegær? Og hvis ikke, burde man så ikke ”arbejde med deres svage sider”?
Ganske som den gode Helen Parr, tidligere Elastipigen, der ved middagsbordet bekymret fører samtalen hen på den superhurtige søn, som igen har formastet sig til at bruge sine særlige evner i skolen. ”Gjorde han virkelig? Hvor hurtig var han?”, spørger Robert Parr, der i begejstringens øjebliks forglemmelse atter bliver til den superstærke Hr. Utrolig og kommer til at save tallerken og bord i stykker. Som forælder til et barn med særlige evner er det ikke velset, at man ligefrem begejstres over barnets særlighed, og Helen fører som sig hør og bør atter samtalen hen på det bekymrende ved, at drengen ikke magter at tilpasse sig skolens krav.
Ved at fokusere på de højintelligente børns svage sider, vil man ofte få held med at gøre dem mindre spektakulære. Men det er ikke sundt for nogen at blive tvunget ned i gennemsnitlighedens prokrustesseng, og børnene bliver ikke lykkelige af at få deres særlighed malet over med en fernis af normalitet. Et andet problem ved at fokusere stærkt på børnenes svage sider, er, at ingen mennesker kan leve med ikke at få lov til at udfolde deres stærke sider. Disse børns stærke sider er så forrygende og utrolige, at de af og til kan skræmme andre, men ikke desto mindre er det af vital betydning både for deres egen personlige udvikling og for samfundet som sådan, at vi lærer at glæde os over, at der går mennesker rundt iblandt os, som har disse særlige evner. Mennesker, hvis tænkeevne rækker ud over det normale på en fantastisk og positiv måde. Særligt begavede børn blev før i tiden betragtet som ”blomsten af Danmarks ungdom”, og også i dag burde vi kunne indse nødvendigheden af at udnytte den vigtige ressource, der ligger i, at nogle mennesker formår at tænke tanker, der overstiger, hvad de fleste er i stand til.
Hvis der ikke kan sættes ressourcer af i børnehaver og skoler til at styrke de højtbegavede, taber samfundet i den sidste ende. Vi har ikke råd til at blive ved med at tabe de 3-4% bedst begavede af hver årgang på gulvet. Som argument for ikke at styrke og støtte de særligt begavede børn i skolen hører man ofte, at ”de klarer sig jo nok”, men faktisk får kun få højtbegavede i Danmark en videregående uddannelse. De har for længst lært at underpræstere eller blive dovne i skolesystemet, hvis de da ikke ligefrem er gledet så langt ind i det psykiatriske behandlingssystem, at de har svært ved at komme ud igen. Når tiden kommer, da de skal vælge levevej, formår de ikke at tage en akademisk grad. I stedet lever de i ubemærkethed som postbude og lastbilchauffører eller er tilfredse med et stille liv som hjemmegående husmødre, hvor de kan gå omkring for sig selv og drømme i fred. Det er spørgsmålet, om det er holdbart for et videnssamfund som vores at blive ved med at sætte landets bedste hjerner på vågeblus allerede i barndommen. For tiden kan vi importere udenlandsk højtkvalificeret arbejdskraft fra Asien, hvor man er mere tilbøjelig til at afsætte ressourcer til uddannelse af de bogligt (eller musikalsk eller motorisk) stærkeste. Men det er spørgsmålet, om denne strategi i længden er rentabel. For ikke at tale om det dobbelt uetiske i dels at holde de 3-4% bedst begavede i Danmark tilbage, dels at dræne fattigere lande for hjerner, som de selv har sat økonomiske midler til på at uddanne.
Merete Bøye, cand.theol. og foredragsholder,
tidligere særligt begavet barn
KILDER:
Vagn Rabøl Hansen og Ole Robenhagen (red.), På det jævne og i det himmelblå, Danmarks Pædagogiske Institut 1996
Franz J. Mönks og Irene H. Ypenburg, Vores barn er højtbegavet, Narayana Press 2006
Ole Kyed, De intelligente børn, Aschehoug 2007
Alf A. Skjelstad (red.), En tankevekker, Forlaget Norske Bøker 2007
"It's psychotic! They keep creating new ways to celebrate mediocrity, but if someone is genuinely exceptional..." Citatet stammer fra Pixars animationsfilm De Utrolige (The Incredibles) fra 2004. Filmen handler om en familie på fem medlemmer, som alle har en eller flere utrolige superevner. Det burde være en familie med fantastiske muligheder og fremtidsperspektiver, men det er de ikke, for det er nemlig forbudt at have superevner i det samfund, de lever i. Derfor er familien dysfunktionel og ulykkelig. Faderen, Robert Parr alias Hr. Utrolig, er superstærk, men henslæber en kedsommelig tilværelse som kontorarbejder i et halvkorrupt forsikringsselskab. Moderen, Helen Parr alias Elastipigen, er hjemmegående og forsøger uden held at fortrænge, at familien er anderledes end andre. Teenagepigen Violet kan gøre sig usynlig og generere kraftfelter, men hun er udenfor og utilpasset i skolen. Den tiårige Dash kan bevæge sig med supersonisk fart og er frustreret over, at han ikke må bruge sine særlige evner. Han får afløb ved at drille skolelæreren og lave ballade i klassen. Den velmenende Helen gør, hvad hun kan, for at få de alt for talentfulde problembørn til at holde lav profil i håb om, at de kan tilpasse sig; men de fem utrolige bliver først lykkelige, da de mod filmens slutning får lov til at udfolde deres specielle talenter og være dem, de er.
Man behøver ikke være nogen Albert Einstein for at se, at De Utrolige langt hen ad vejen er et billede på særligt begavede menneskers vilkår i et samfund, hvor holdningen er, at ”alle er specielle”, hvilket, som Dash gør opmærksom på, er det samme som at sige, at ingen er det. De to skolebørn i familien reagerer nøjagtigt som højintelligente børn ofte gør, når de ikke får tilstrækkeligt med udfordringer og opmuntring: den ene bliver klassens ballademager, den anden bliver usynlig. Og moderens frustration og bekymring over børnenes manglende vilje (og evne) til at tilpasse sig normaliteten ligner fuldstændig mange forældres måde at håndtere deres særligt begavede børn på.
Høj intelligens har traditionelt været forbundet med stor respekt. Der er en grund til, at det hedder ”begavet” og ikke ”belastet”. Glødepæren blev ikke opfundet af en mand med en gennemsnitlig intelligens, og det er ikke mellembegavede mennesker, der bliver koncertpianister, fysikprofessorer, store tænkere eller får en nobelpris. Særligt begavede mennesker kan noget, andre mennesker ikke kan. De har – i en vis forstand – superevner.
Særligt begavede mennesker er en ressource, som ethvert samfund af indlysende årsager burde være fornuftigt nok til at vide at udnytte. Børn, der har særlige evner for fodbold, opmuntres til at træne hårdt, spille på elitehold eller gå på fodboldskoler, så de, når de bliver voksne, kan blive super dygtige fodboldspillere i international klasse. Eliteidrætten styrkes og støttes økonomisk af sponsorer, der kan se potentialet i de motorisk dygtige børn. På samme måde burde de bogligt begavede børn fra barnsben af blive opmuntret til at udvikle deres potentiale, så det sidenhen kan komme hele samfundet til gavn.
Ikke desto mindre er det meget begrænsede midler, der tilflyder arbejdet med disse børn. Høj begavelse er i de sidste fire årtier blevet mistænkeliggjort, forsøgt tiet ihjel og i de senere år til og med nærmest sygeliggjort. Børn med høj intelligens blev gennem 70’erne og 80’erne ignoreret eller direkte lagt for had, fordi de ikke passede ind i enhedsskolens skema. I dag er der større opmærksomhed omkring disse børn, men denne interesse er ikke nødvendigvis et gode for børnene. Mange af disse børn har p.g.a. deres boglighed og tankefuldhed et andet adfærdsmønster end de fleste andre børn, hvilket forleder mange velmenende pædagoger til at ville give dem en psykiatrisk diagnose. Mange særligt begavede børn får i dag prædikater som ADHD, autisme eller Aspergers syndrom, og kan man ikke få dem til at passe ind i disse ellers nok så rummelige kasser, så betragter man i stedet selve den høje intelligens som noget lignende et psykiatrisk problem. Børn, der kan læse som 5-årige, kender 50 forskellige fiskearter som 2½-årige eller tilegner sig hexadecimalsystemet som 9-årige, får sjældent pædagoger og skolelærere til at klappe i hænderne. Tværtimod bliver ansigtet lagt i trætte og bekymrede folder, for kan disse børn nu også spille fodbold? Kan de nu også agere socialt sammen med normaltbegavede jævnaldrende? Kan de kontrollere deres intense videbegær? Og hvis ikke, burde man så ikke ”arbejde med deres svage sider”?
Ganske som den gode Helen Parr, tidligere Elastipigen, der ved middagsbordet bekymret fører samtalen hen på den superhurtige søn, som igen har formastet sig til at bruge sine særlige evner i skolen. ”Gjorde han virkelig? Hvor hurtig var han?”, spørger Robert Parr, der i begejstringens øjebliks forglemmelse atter bliver til den superstærke Hr. Utrolig og kommer til at save tallerken og bord i stykker. Som forælder til et barn med særlige evner er det ikke velset, at man ligefrem begejstres over barnets særlighed, og Helen fører som sig hør og bør atter samtalen hen på det bekymrende ved, at drengen ikke magter at tilpasse sig skolens krav.
Ved at fokusere på de højintelligente børns svage sider, vil man ofte få held med at gøre dem mindre spektakulære. Men det er ikke sundt for nogen at blive tvunget ned i gennemsnitlighedens prokrustesseng, og børnene bliver ikke lykkelige af at få deres særlighed malet over med en fernis af normalitet. Et andet problem ved at fokusere stærkt på børnenes svage sider, er, at ingen mennesker kan leve med ikke at få lov til at udfolde deres stærke sider. Disse børns stærke sider er så forrygende og utrolige, at de af og til kan skræmme andre, men ikke desto mindre er det af vital betydning både for deres egen personlige udvikling og for samfundet som sådan, at vi lærer at glæde os over, at der går mennesker rundt iblandt os, som har disse særlige evner. Mennesker, hvis tænkeevne rækker ud over det normale på en fantastisk og positiv måde. Særligt begavede børn blev før i tiden betragtet som ”blomsten af Danmarks ungdom”, og også i dag burde vi kunne indse nødvendigheden af at udnytte den vigtige ressource, der ligger i, at nogle mennesker formår at tænke tanker, der overstiger, hvad de fleste er i stand til.
Hvis der ikke kan sættes ressourcer af i børnehaver og skoler til at styrke de højtbegavede, taber samfundet i den sidste ende. Vi har ikke råd til at blive ved med at tabe de 3-4% bedst begavede af hver årgang på gulvet. Som argument for ikke at styrke og støtte de særligt begavede børn i skolen hører man ofte, at ”de klarer sig jo nok”, men faktisk får kun få højtbegavede i Danmark en videregående uddannelse. De har for længst lært at underpræstere eller blive dovne i skolesystemet, hvis de da ikke ligefrem er gledet så langt ind i det psykiatriske behandlingssystem, at de har svært ved at komme ud igen. Når tiden kommer, da de skal vælge levevej, formår de ikke at tage en akademisk grad. I stedet lever de i ubemærkethed som postbude og lastbilchauffører eller er tilfredse med et stille liv som hjemmegående husmødre, hvor de kan gå omkring for sig selv og drømme i fred. Det er spørgsmålet, om det er holdbart for et videnssamfund som vores at blive ved med at sætte landets bedste hjerner på vågeblus allerede i barndommen. For tiden kan vi importere udenlandsk højtkvalificeret arbejdskraft fra Asien, hvor man er mere tilbøjelig til at afsætte ressourcer til uddannelse af de bogligt (eller musikalsk eller motorisk) stærkeste. Men det er spørgsmålet, om denne strategi i længden er rentabel. For ikke at tale om det dobbelt uetiske i dels at holde de 3-4% bedst begavede i Danmark tilbage, dels at dræne fattigere lande for hjerner, som de selv har sat økonomiske midler til på at uddanne.
Merete Bøye, cand.theol. og foredragsholder,
tidligere særligt begavet barn
KILDER:
Vagn Rabøl Hansen og Ole Robenhagen (red.), På det jævne og i det himmelblå, Danmarks Pædagogiske Institut 1996
Franz J. Mönks og Irene H. Ypenburg, Vores barn er højtbegavet, Narayana Press 2006
Ole Kyed, De intelligente børn, Aschehoug 2007
Alf A. Skjelstad (red.), En tankevekker, Forlaget Norske Bøker 2007
