|
"Hvordan kan det egentlig være, at der er så
mange salmer i salmebogen, der handler om Jesus, men ikke
ret mange om Moses?" Sådan spurgte en af årets
kvikke konfirmander i torsdags, og fortsatte: "Moses
er meget mere spændende end Jesus".
Jeg kan godt forstå, hvordan den konfirmand havde
fået det indtryk, at Moses er en mere cool og handlekraftig
fyr, end Jesus er. Moses ledte jo israelitterne ud af Egypten.
(Gud gik foran ham i ørkenen som en søjle
af røg og ild.) Han delte det røde hav. Han
lavede en slange af kobber, som kunne helbrede syge folk,
bare de så på den. Og i dagens gammeltestamentlige
læsning, hvor han netop har hentet de 10 bud på
Sinaj, hører vi, at hans ansigt strålede. Hans
ansigt strålede med en afglans af selve Guds lys.
En sådan karisma havde Moses, Guds udvalgte, Israels
største profet. Det er ikke sært, at Dreamworks'
tegnefilm om Moses fra 1998 blev en kassesucces, som gik
rent ind hos det yngre publikum. Moses var cool.
Jesus derimod… Ja, han er jo i de seneste 200 år
mange steder blevet fremstillet som en lidt anæmisk,
langhåret pacifist. Han er Thorvaldsens Jesus med
de sørgmodige øjne og de udstrakte, men sunkne
arme. Han er Andrew Lloyd Webbers Jesus Christ Superstar,
som kommer til menneskene med sit bløde og afslappede
budskab om fred. Han er den afslappede børnehavepædagog
med sandaler og skæg. De bløde værdiers
mand. Kort sagt: lidt af en hippie. Og er der noget, der
ikke er cool i dag, så er det hippier.
Men hvis man nu lader den nyere kunst og litteratur ligge,
og går til kilderne, til Bibelens skrifter, så
tegner der sig faktisk et ganske andet, langt mere nuanceret
billede af Guds søn.
Helligtrekongers-tiden - åbenbaringstiden - slutter
i dag. På hver af de seneste fire søndage har
vi fået åbenbaret et lille stykke af Jesu sande
væsen.
1. søndag efter Helligtrekonger fik vi at vide, at
Jesus er i sin fars hus, i kirken af levende stene. 2. søndag
efter Helligtrekonger fik vi at vide, at han gjorde undergerninger
- endda luksuriøse, ekstravagante undergerninger
som at gøre vand til vin. Søndagen efter blev
vi mindet om, at Jesus både er Gud og menneske. Og
sidste søndag hørte vi, hvordan han stillede
stormen på søen, så der blev helt blikstille.
Og folk, der så det, spurgte: "Hvem er dog han,
siden både storm og sø adlyder ham?"
I dag får vi svaret på det spørgsmål.
Gud svarer selv inde fra skyen: "Det er min elskede
søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!"
Det er Helligtrekonger-tidens klimaks. Gud selv, Israels
vældige og frygt-indgydende Gud - hans søn
er Jesus.
I dag åbenbarer Jesus sin guddommelighed. Og da disciplene
ser, hvordan Jesus virkelig er, bliver de rædselsslagne.
For det er ikke noget blegt og usikkert blomsterbarn, der
åbenbares for Peter og Jakob og Johannes på
bjerget. Det er Israels Gud i al sin magt og gru. For at
vi skal forstå det, bruger Matthæus-evangeliet
faktisk noget stærkt og actionpræget billedsprog.
Det er måske svært for os i dag at blive revet
med af en beretning som dagens evangelium. Vi er vant til
storslåede stunts og avanceret computergrafik på
filmlærredet. Men hvis vi prøver at leve os
ind i beretningen, så kan vi godt se, at det var et
frygtindgydende sceneri, der mødte disciplene: Jesu
ansigt bliver som solen - så stærkt og blændende
er det lys, der kommer fra ham. Over ham hviler en lysende
sky, og inde fra skyen taler Israels stærke og mægtige
Gud med sin vældige torden-stemme. Og Gud og Jesus
er ét.
Det, vi skal forstå, er at Jesus er cool. Han er
lige så cool som GT's frygtelige og vældige
Gud, han som er så mægtig, at man kan dø
af skræk, bare af at se på ham. Jesus er i virkeligheden
Bibelens største helteskikkelse. Større og
mægtigere end Samson og David, ja større og
mægtigere end selv Moses.
Moses' ansigt fik stråleglans på Sinaj. Men
det var kun en svag afglans af Guds lys. Jesus udstråler
selv Guds lys, for han er lige med Gud.
Moses delte det røde hav, så Israelitterne
kunne gå tørskoede over. Men Jesus gik hen
over havet. Og havets rasende storme lagde sig på
hans bud.
Moses var i Egypten, og førte Israelitterne ud af
trældommen, hjem til Israel. Men Jesus, han har været
i Helvede, og ført alle fortabte sjæle ud fra
død og fortabelse, hjem til Paradisets have.
For Jesus er den levende Guds søn. Ja, han er selv
Gud. Han er Israels gruopvækkende farlige Gud, Hærskarernes
Herre, den almægtige Skaber, som holder hele Jorden
i sin højre hånd.
Denne Israels Gud, denne frygtelige og mægtige, drabelige
Gud er det, som i Jesus har taget en tjeners skikkelse på
og er blevet mennesker lig. Men dét, at Gud har taget
en tjeners skikkelse på, det betyder ikke, at han
ikke længere er den samme stærke og ærefrygts-indgydende
Gud. Han er ganske vist ikke længere nogen vred Gud.
Han er en kærlig og en tilgivende Gud. Men det betyder
ikke, at han er svag og sårbar som en hippie. Man
er jo nemlig ikke nødvendigvis svag, bare fordi man
er kærlig og tilgivende; det er ikke det samme. Når
Gud har valgt at tilgive os mennesker vores synd, så
skyldes det ikke, at han er en svag Gud, som har valgt at
lade stå til, fordi han er ligeglad med os mennesker.
Han har jo givet os en overflod af tegn, som viser at han
er stærk og mægtig: Han stiller storme. Han
helbreder syge. Han opvækker sågar mennesker
fra de døde.
Nej, når Gud har valgt at tilgive os mennesker vores
synd og give os evigt liv kvit og frit, så skyldes
det hans overmåde store kærlighed og nåde,
som går over al forstand!
"Af hans fylde har vi alle modtaget, og dét
nåde over nåde;
for loven blev givet ved Moses -
- nåden og sandheden kom
ved Jesus Kristus." [Johs. 1.16-17]
Amen!
Salmer: 314, 251, (142) - 308, 189
Merete Bøye
|