|
"Hvem er du?" Det er et spørgsmål,
der er oppe i tiden. Mange mennesker bruger faktisk en stor
del af deres hverdag på at "finde sig selv"
- finde ud af, hvem de er. Og det er jo i grunden også
et rigtig dejlig spørgsmål at sidde og smage
på, synes vi: "Hvem er du?" Jah. hvem er
jeg i grunden? Det er jo… et vældig interessant
spørgsmål.
"Hvem er du?" Vi kan besvare spørgsmålet
på forskellige måder - f.eks. ud fra vores erhverv:
"jeg er præst", "jeg er landmand",
"jeg er balletdanser". Eller ud fra kendetegn,
der er særlige for netop os: "jeg er ungkarl",
"jeg er rig", "jeg er alkoholiker" o.s.v.
Skal hele personligheden kortlægges, bliver det mere
indviklet. Nogle tyr til Freud og psykoanalysen, som siger,
at vi er resultatet af vore forældres og skolelæreres
mere eller mindre heldige opdragelse. For vores psyke eller
sjæl formes nemlig i barndommen. Andre eksperimenterer
med såkaldt "selvudvikling" - diverse new-age
inspirerede terapiformer, som skulle kunne hjælpe
os med at finde frem til vores inderste kerne, vores personlighed.
Fælles for alle disse metoder til besvare spørgsmålet
"hvem er du?", er, at de vender vores blik indad.
For at finde ud af, hvem jeg er, må jeg da naturligvis
kikke grundigt på mig selv. Det, der skal til, må
være et detaljeret studie af min egen navle. Så
meget ligger fast. Nu, som aldrig før, gælder
det, som vi sang for lidt siden med Grundtvig, at "på
vort eget nat og dag / stirrer vi med velbehag".
I dagens tekst bliver Johannes Døber stillet spørgsmålet
"Hvem er du?" Og han giver et mærkeligt
svar. Han svarer ikke: "Jeg er Johannes Døber!",
eller "Jeg er en stor profet!". Han svarer heller
ikke: "Jeg er en socialt indigneret eneboer!"
eller "Jeg er en vred ung mand!" Han siger heller
ikke et ord om sine erfaringer med forældrene, Zakarias'
og Elisabeths opdragelsesmetoder. Alle disse svar ville
ellers have været rigtige nok. Men det var ikke disse
ting, der først faldt Johannes ind, da han blev spurgt
"Hvem er du?" Nej, Johannes svarer blot: "Jeg
er ikke Kristus."
"Jeg er ikke Kristus". Spørgerne er sikkert
blevet irriterede på Johannes - de spurgte jo om,
hvem han var; ikke hvem han ikke var. "Jamen, hvem
er du så?", spørger de. "Er du Elias?
Er du profeten? Vi skal altså have et svar!"
Nu er det Johannes' tur til at blive irriteret. Han svarer:
"Jeg er én, der råber i ørkenen:
Jævn Herrens vej!" Det er en ret overflødig
oplysning, for Johannes har sådan set ikke lavet andet
i årevis, end at gå rundt i ørkenen og
råbe: "Ban Herrens vej! Gør hans stier
jævne!", og det vidste spørgerne givetvis
udmærket godt. Så de må gå hjem
med uforrettet sag - eller i hvert fald uden at have fået
et svar af den slags, de havde regnet med.
"Jeg er én, der råber i ørkenen:
Jævn Herrens vej!", siger Johannes. Eller med
andre ord: "Jeg er én, der peger hen på
Kristus, som skal komme." Det interessante ved Johannes
er, at han definerer sig selv ud fra Jesus. Han opfatter
ikke sig selv som det strålende centrum i sit eget
liv; nej, centrum i Johannes' liv ligger udenfor ham selv.
Hans livs centrum og omdrejningspunkt er Kristus. Og kun,
fordi Johannes tror fuldt og fast, at Jesus er Kristus,
har hans eget liv værdi og relevans. Kun, fordi Jesus
er Kristus, har Johannes overhovedet en identitet: han er
"én, der råber i ørkenen: Jævn
Herrens vej."
I løbet af det sidste årti, er der pludselig
en hel masse mennesker, der har fundet ud af, at der står
i Bibelen: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit
hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og
af hele dit sind, og din næste som dig selv."
Set i sin rette sammenhæng er der ingen tvivl om,
at dette handler om, at man skal elske Gud og sine medmennesker.
Men i dag har mange bidt sig fast i det sidste lille stykke:
"som dig selv!". For siger Jesus ikke her, at
vi skal elske os selv? Nej, det gør han egentlig
ikke. Han siger, at vi skal elske Gud og vore medmennesker.
At vi elsker os selv, tager han for givet.
At læse dét citat, som om det først
og fremmest var et bud om at "du skal elske dig selv",
er derfor helt forfejlet. Det er at læse Bibelen som
Fanden læser den: altid ude på at finde noget,
han kan bruge til at fremme sin egen sag.
Men mener Jesus da, at vi ikke skal elske os selv? Skal
vi så hade og afsky os selv? Skal vi være som
flagellanterne i gamle dage, der - for at glæde Gud
- slog og piskede sig selv hver dag, så blodet sprøjtede?
Er det dét, Jesus vil have?
Nej, det er hele denne ulyksalige optagethed af sig selv,
der er forkert. Hvad enten vi går rundt og siger:
"Elsker jeg nu mig selv nok?" eller "Er jeg
nu hård nok ved mig selv", så er det jo
selvoptagethed.
I psykoterapien og indenfor new age er det blevet ligefrem
et ufejlbarligt dogme: "Rag og rod i dig selv, så
vil du finde ud af, hvem du er". Men mange mennesker
bliver jo faktisk syge af at rode rundt i skidtet.
Det er i virkeligheden ikke spor behageligt at være
selvoptaget. Det er ikke særlig rart at gå rundt
og tænke på sig selv hele tiden: "Får
jeg nu, hvad der tilkommer mig?", "Giver jeg nu
nok kærlighed til mig selv?", "Er jeg nu
god nok?", o.s.v. Alligevel har vi svært ved
at lade være. Og det er jo forståeligt nok.
Jeg er fortælleren i mit eget livs historie, og derfor
er det svært for mig at flytte fokus væk fra
mig selv.
Men hvis vi ikke formår at flytte fokus væk
fra os selv - hvis vi hele tiden stirrer på os selv
i spejlet, så risikerer vi, at det går os som
den græske sagnfigur Narcissos, der forelskede sig
i sit eget spejlbillede. En dag faldt han i den sø,
han sad og spejlede sig i - og druknede.
Førhen gik folk i kirke for at blive frelst. Man
følte, at man var tynget ned til jorden af selvglæde
og egoisme og alle de forkerte ting, man var kommet til
at gøre mod Gud og sine medmennesker. At man evig
og altid ville sit eget, hvor var det forfærdelig
tyngende. Det var det, man kaldte synd. Og så kom
man i kirken for at komme af med sin synd. For at få
sine synders tilgivelse og modtage den livgivende nadver.
For at blive fri for syndens tyngende lænker. Ja,
for at blive frelst! Frelst, blandt andet… fra sig
selv.
Sådan er det ikke længere altid. Man har i
dag en fornemmelse af, at mange bruger kirken som en blandt
mange former for terapi: man går i kirke for at få
"en åndelig oplevelse", og derigennem få
det bedre med sig selv. Og det er jo da også fint
nok. Det skulle da nødig være sådan,
at man ligefrem fik det værre af at gå i kirke.
Men "at få det bedre med sig selv" burde
ikke være den primære grund til at gå
i kirke. Vi burde ikke gå i kirke for at få
det bedre - men for at blive bedre. "Hver dag forbedres",
som vi beder i vores udgangsbøn. Og man kan ikke
være god i forhold til sig selv; det giver ingen mening.
Man kan kun være god i forhold til andre.
Jeg ved ikke meget om psykoterapi; det kan mine gamle gymnasielærere
bevidne. Men jeg ved én ting. Og det er, at moderne
mennesker er enormt selvoptagede, og det bliver værre
og værre.
Og det er derfor, det er så vidunderlig dejligt at
høre om Johannes Døber, som lægger sit
livs centrum udenfor sig selv. Johannes' budskab til os
i dag, er, at hvis vi ved hvem Kristus er, så ved
vi måske allerede mere om os selv, end nogen terapeut
kan fortælle os. Vi ved i hvert fald, at vi ikke er
hovedpersonen i vores eget livs historie. Og det er en vigtig
erkendelse, i en tid hvor kristendommen for mange handler
mere om at få "åndelige oplevelser"
end om frelse.
Lad os give Kristus den ære, der tilkommer ham. Ellers
ender vi bare som Narcissos, med at drukne - i vores egen
selvoptagethed.
Merete Bøye
|