|
I trosbekendelsen siger vi, at vi tror på Jesus Kristus
som "opfaren til Himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges
højre hånd". Og det er naturligvis denne egenskab
ved Kristus, vi fejrer i dag, Kristi Himmelfartsdag. Men
hvad vil det egentlig sige: "opfaren til Himmels"? Hvordan
kan det være, at det var nødvendigt for Jesus
på denne måde at skille sig fra sine disciple
og lade sig optage i Himlen? Gennem årene har det
været anledning til mange hovedbrud, at Jesus sådan
tilsyneladende slipper Jorden med fødderne og forsvinder
ud af menneskenes synsfelt Kristi Himmelfartsdag.
For Jesus er jo ellers netop den synliggjorte Gud. Han
er den Gud, der kom til Verden, levede i Verden og gav sit
liv for Verden. Hvorfor lader han sig så nu bære
til Himmels? Skiller han ikke dermed sig selv fra Verden
igen, og gør sig til en tilskuer? En tilskuer, der
måske nok kan finde på at gribe ind en gang
i mellem, men dog - en tilskuer.
Men er det det, der sker Kristi himmelfartsdag - at Kristus
forlader verden og stiger til vejrs, bort fra verden, efterladende
sig et uoverstigeligt tomrum, der vokser, jo længere
han hæver sig op over disciplene, som bare kan stå
og se ham blive mindre og mindre og mindre. Er det virkelig
det, Gud ønsker? En eksistens i ophøjet adskilthed
fra menneskene i en verden langt borte fra vores?
Nej. Det er ikke Guds natur at sætte sig uden for
verden. Gud ønsker ikke at adskille sig fra menneskene.
Han ønsker netop at skabe forbindelse mellem
sig og menneskene; at etablere en sammenhæng mellem
Himmel og Jord. Sådan som han gjorde det i patriarken
Jakobs drøm, da han lod en stige med engle strække
sig ned fra Himlen og forbinde sig med Jorden, der hvor
Jakob lå. Dengang lovede han Jakob at være med
ham og bevare ham overalt, hvor han gik. Da Jakob vågnede,
sagde han: "Herren er i sandhed på dette sted, og
jeg vidste det ikke . ... Det er jo selve Guds Hus, det
er Himlens port!"
I den salme, vi skal synge efter prædikenen, bruger
Grundtvig netop billedet af Jakobsstigen til at illustrere,
hvad det er, der sker Kristi Himmelfartsdag. "Jorden løftet
er mod Himlen / Himlen sænket er mod Jord, / stigen
rejst til englegang / under støvets flydesang." Grundtvigs
pointe er, at Jesus lukker ikke porten til Himlen bag sig
Kristi Himmelfartsdag; han åbner den tværtimod
- åbner den for os. Nu står Himlens port ikke
kun ved Betel, hvor Jakob fandt den en nat for længe
siden. Nu er Himlens port åben for os overalt på
jorden, og Jakobsstigen nedgår fra Himmel til Jord,
hver gang og hvor som helst, vi lovsynger Gud.
Kristi Himmelfart udgør afslutningen på den
fortælling, der indledtes med Jesu fødsel i
Bethlehem. Den fortælling, der handler om, hvordan
Himlen forbandt sig med Jorden. Men dermed er Bibelens historie
ikke slut. Nej, Lukas lader den fortsætte i Apostlenes
Gerninger, hvor en ny fortælling begynder: Efter at
Jesus er blevet båret til himmels, skifter perspektivet,
og vi fokuserer nu på de efterladte, disciplene. De
står stadig og stirrer lodret op i luften, efter at
Jesus er forsvundet ud af syne.
De holder ikke op med at stirre, før to engle kommer
og spørger dem: "Hvorfor står I og ser op mod
himlen?" Hvorfor står I og stirrer lodret op, når
Jesus har sagt, at I skal vende blikket ud mod den verden,
I lever i? Og englene fortsætter: "Den Jesus, som
er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på
samme måde, som I har set ham fare op til himlen."
Og det, at Jesus vil komme igen, det er ikke kun ment bogstaveligt,
men også i videre forstand. Jesus kommer igen ved
tidens ende; men han vil også komme igen mange gange,
længe før, i sin Ånd og i sit Ord. Derfor
siger Jesus til disciplene, at de skal gå ud og prædike
omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag,
for at alle mennesker skal kunne føle, at Jesus ikke
er forsvundet ud af verden, men at han kommer igen -atter
og atter - idet han udligner forskellen mellem Himmel og
Jord, og lader Guds virkelighed bryde igennem midt i verden.
Vores opgave er at holde os til det budskab, Jesus har efterladt
os; for at vi ikke skal stirre os blinde på et bestemt
sted eller en bestemt time, hvor vi regner med, at Jesus
vil komme til syne. Vi kan se. ham overalt til enhver tid,
for han har en gang forbundet sin virkelighed med vores
virkelighed; forbundet Himlen med Jorden.
Kristi Himmelfartsdag er derfor ikke - sen man umiddelbart
kunne forledes til at tro - en afskedens og adskillelsens
dag. Det er tværtimod dagen, da Jesus slår bro
mellem Himmel og Jord. Når vi beder; beder vi til
Gud "som er i Himlen", og dér er han selvfølgelig.
Men han er også i Verden; han er "midt iblandt os",
sådan som han har lovet os.
Forslag til salmevalg: 220, 237, 214 - 276, 215
Merete Bøye
|