CV Foredrag Prædikener Artikler Links
           
 
Prædiken til Kristi Himmelfartsdag

I trosbekendelsen siger vi, at vi tror på Jesus Kristus som "opfaren til Himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd". Og det er naturligvis denne egenskab ved Kristus, vi fejrer i dag, Kristi Himmelfartsdag. Men hvad vil det egentlig sige: "opfaren til Himmels"? Hvordan kan det være, at det var nødvendigt for Jesus på denne måde at skille sig fra sine disciple og lade sig optage i Himlen? Gennem årene har det været anledning til mange hovedbrud, at Jesus sådan tilsyneladende slipper Jorden med fødderne og forsvinder ud af menneskenes synsfelt Kristi Himmelfartsdag.

For Jesus er jo ellers netop den synliggjorte Gud. Han er den Gud, der kom til Verden, levede i Verden og gav sit liv for Verden. Hvorfor lader han sig så nu bære til Himmels? Skiller han ikke dermed sig selv fra Verden igen, og gør sig til en tilskuer? En tilskuer, der måske nok kan finde på at gribe ind en gang i mellem, men dog - en tilskuer.

Men er det det, der sker Kristi himmelfartsdag - at Kristus forlader verden og stiger til vejrs, bort fra verden, efterladende sig et uoverstigeligt tomrum, der vokser, jo længere han hæver sig op over disciplene, som bare kan stå og se ham blive mindre og mindre og mindre. Er det virkelig det, Gud ønsker? En eksistens i ophøjet adskilthed fra menneskene i en verden langt borte fra vores?

Nej. Det er ikke Guds natur at sætte sig uden for verden. Gud ønsker ikke at adskille sig fra menneskene. Han  ønsker netop at skabe forbindelse mellem sig og menneskene; at etablere en sammenhæng mellem Himmel og Jord. Sådan som han gjorde det i patriarken Jakobs drøm, da han lod en stige med engle strække sig ned fra Himlen og forbinde sig med Jorden, der hvor Jakob lå. Dengang lovede han Jakob at være med ham og bevare ham overalt, hvor han gik. Da Jakob vågnede, sagde han: "Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke . ... Det er jo selve Guds Hus, det er Himlens port!"

I den salme, vi skal synge efter prædikenen, bruger Grundtvig netop billedet af Jakobsstigen til at illustrere, hvad det er, der sker Kristi Himmelfartsdag. "Jorden løftet er mod Himlen / Himlen sænket er mod Jord, / stigen rejst til englegang / under støvets flydesang." Grundtvigs pointe er, at Jesus lukker ikke porten til Himlen bag sig Kristi Himmelfartsdag; han åbner den tværtimod - åbner den for os. Nu står Himlens port ikke kun ved Betel, hvor Jakob fandt den en nat for længe siden. Nu er Himlens port åben for os overalt på jorden, og Jakobsstigen nedgår fra Himmel til Jord, hver gang og hvor som helst, vi lovsynger Gud.

Kristi Himmelfart udgør afslutningen på den fortælling, der indledtes med Jesu fødsel i Bethlehem. Den fortælling, der handler om, hvordan Himlen forbandt sig med Jorden. Men dermed er Bibelens historie ikke slut. Nej, Lukas lader den fortsætte i Apostlenes Gerninger, hvor en ny fortælling begynder: Efter at Jesus er blevet båret til himmels, skifter perspektivet, og vi fokuserer nu på de efterladte, disciplene. De står stadig og stirrer lodret op i luften, efter at Jesus er forsvundet ud af syne.

De holder ikke op med at stirre, før to engle kommer og spørger dem: "Hvorfor står I og ser op mod himlen?" Hvorfor står I og stirrer lodret op, når Jesus har sagt, at I skal vende blikket ud mod den verden, I lever i? Og englene fortsætter: "Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen."

Og det, at Jesus vil komme igen, det er ikke kun ment bogstaveligt, men også i videre forstand. Jesus kommer igen ved tidens ende; men han vil også komme igen mange gange, længe før, i sin Ånd og i sit Ord. Derfor siger Jesus til disciplene, at de skal gå ud og prædike omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag, for at alle mennesker skal kunne føle, at Jesus ikke er forsvundet ud af verden, men at han kommer igen -atter og atter - idet han udligner forskellen mellem Himmel og Jord, og lader Guds virkelighed bryde igennem midt i verden. Vores opgave er at holde os til det budskab, Jesus har efterladt os; for at vi ikke skal stirre os blinde på et bestemt sted eller en bestemt time, hvor vi regner med, at Jesus vil komme til syne. Vi kan se. ham overalt til enhver tid, for han har en gang forbundet sin virkelighed med vores virkelighed; forbundet Himlen med Jorden.

Kristi Himmelfartsdag er derfor ikke - sen man umiddelbart kunne forledes til at tro - en afskedens og adskillelsens dag. Det er tværtimod dagen, da Jesus slår bro mellem Himmel og Jord. Når vi beder; beder vi til Gud "som er i Himlen", og dér er han selvfølgelig. Men han er også i Verden; han er "midt iblandt os", sådan som han har lovet os.
 

Forslag til salmevalg: 220, 237, 214 - 276, 215

Merete Bøye