| Dagens evangelietekst følger lige efter Forklarelsen
på Bjerget, hvor Jesu guddommelighed er blevet
åbenbaret. Oppe på det høje bjerg havde
Jesus fremstået i et blændende hvidt lys, og han
havde talte med Elias og Moses, der begge kendes fra Det gamle
Testamente som Guds budbringere. Efter denne lysende, himmelske
begivenhed, stiger Jesus atter ned fra bjerget, ned til disciplene,
ned til menneskenes verden, som han er sendt for at frelse.
Netop her, lige efter Forklarelsen på Bjerget,
lader Markus Jesus møde dæmonerne, menneskenes
vantro og disciplenes afmagt. Ved at sammenstille de to
beretninger, Forklarelsen på Bjerget, hvor Jesus åbenbarer
sig som Guds søn, og dagens tekst, hvor han sætter
sig selv midt ind i menneskenes sammenhæng, viser
evangelisten noget vigtigt: Den Jesus, som er Gud, almægtig
og ophøjet og klædt i lysende hvidt; den Jesus
er det, som frivilligt steg ned til menneskenes verden og
gjorde sig lige med os.
Det, at Gud knyttede sig selv til verden på denne
måde, fik konsekvens for den dæmonbesatte dreng
og hans far. Jesus møder drengens far på et
tidspunkt, hvor han netop har haft en skuffelse: han har
bragt sin søn for Jesu disciple i håb om, at
de måske ville kunne helbrede ham, men de magtede
ikke at hjælpe. Det smerter Jesus at se denne situation,
og han revser disciplene – og menneskene i det hele taget
– for deres mangel på tro.
Drengens far henvender sig til Jesus: ”hvis du kan gøre
noget, så forbarm dig over os og hjælp os.”
”Hvis du kan!”, svarer Jesus, ”Alt er muligt for den, der
tror.” Alt er muligt – for den, som tror. Disse ord kunne
godt fortolkes som om, tro er en menneskelig evne, noget
vi skal kunne opbyde af egen kraft. Men drengens far opfatter
det ikke sådan. Hans spontane svar: ”Jeg tror, hjælp
min vantro!”, kan virke absurd: hvad mener han dog? Tror
han, eller tror han ikke? Men i virkeligheden er det et
stærkt udtryk for den situation, vi som mennesker
er sat i. Han vedkender sig sin egen vantro, sin egen afmagt.
Og samtidig lægger han sig selv helt i hænderne
på Jesus. Det, han udtrykker, er, at den lille smule
tro, han har, stammer fra Jesus. Også troen må
han bede Jesus om at give. Kun Jesus kan derfor ”hjælpe
hans vantro”.
Andetsteds i Markus-evangeliet [14.36] giver evangelisten
udtryk for, at alt er muligt for Gud. Her tilkendegiver
han, at ”alt er muligt for den, som tror”. Er det troende
menneske da lige så mægtigt som Gud? Nej; i
begge tilfælde er der tage om Guds magt. For troen
er netop forbundetheden med Gud. Det troende menneske har
ingen magt – hans tro består netop i, at han har gjort
sig dette klart. Drengens far tillægger ikke sig selv
magt – han ved, det er umuligt for ham selv at helbrede
drengen – men råber fra vantroens afgrund i
tillid til Jesus.
Dagens tekst fortæller også noget andet om,
hvad det vil sige at tro. K.E. Løgstrup har en gang
i en prædiken sagt, at ”tro det er dristighed.” Og
dagens tekst, synes jeg, understøtter Løgstrup
godt. Det var dristigt af drengens far at råbe, som
han gjorde: ”Jeg tror! Hjælp min vantro!” Først
henvender han sig jo bare beskedent til Jesus, idet han
anmoder ham: ”Hvis du kan, så hjælp os.” Men
denne beherskede appel er ikke det, der får Jesus
til at reagere. Men: ”Jeg tror! Hjælp min vantro!”…
I dette råb er drengens far så ærlig og
så desperat, at han fuldstændig blot-lægger
sin egen skrøbelighed og totale afmagt. Han sætter
alt ind på, at Jesus ubetinget kan og vil hjælpe.
Og det er sådan, troen er. Et dristigt, vedholdende
råb til Gud; i tilliden til, at han kan og vil hjælpe.
Forslag til salmevalg: 519, 535, 246 - 444, 333
Merete Bøye
|