2. Påskedag, 2. tekstrække

Det var egentlig et ret makabert vers af Kingo, vi lige sang:

Hvor lifligt er det dog at gå
med Jesu ord i munde,
hans sår, hans død at tænke på
og alt hans værk begrunde!

Min egen reaktion, da det første gang rigtig gik op for mig, hvad det var, der skete Langfredag, lå i hvert fald langt fra Kingos opfattelse. Jeg var vel omkring 10 år gammel, da Danmarks Radio viste en tv-serie, der handlede om Jesus. Seriens sidste afsnit angik netop lidelseshistorien, og jeg kan huske, at min søster og jeg begge to græd, som om vi var pisket, da vi så den uskyldige Jesus blive naglet fast til korset, hvor han måtte hænge og dø under hånlige tilråb fra den skadefro tilskuerskare. Tænk, at den historie, der var begyndt så yndigt og romantisk med Jesusbarnets fødsel i Betlehem, skulle få en så tragisk ende: - At det elskede Guds barn, der julenat lå i sin mors arme og lod sig hylde af både mægtige vismænd og fattige hyrder, skulle dø Langfredag på et kors, forladt af alle - selv af Gud. Det var bare så uretfærdigt.

At lidelse og død skulle være nødvendigt, er svært for os at indse. Og det er især svært at fatte, hvorfor det skulle være nødvendigt for menneskehedens Herre og frelser at lide den pinefulde og forsmædelige død på korset. Heller ikke disciplene havde let ved at fatte det; det kan vi se af dagens evangelium: Selvom Jesus havde fortalt dem mange gange, at han skulle dø og genopstå, forstod Peter og den anden discipel alligevel ikke, hvad det var, der var foregået påskemorgen, da de så den tomme grav.

Vi ved fra andre steder i Bibelen, at disciplene - særlig Peter - havde meget svært ved at forlige sig med tanken om, at Jesus skulle dø. Peter følte bestemt ikke, som Kingo, at det var "lifligt" at tænke på Jesu lidelse og død. Tværtimod. "Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!", siger han, for naturligvis ønsker han da ikke døden for den mand, han bekender som Kristus, den levende Guds søn. For ham ønsker han selvfølgelig kun ære og ophøjelse, og da bestemt ikke ydmygelse og død. Peters spontane reaktion er forståelig - og meget menneskelig.

Men Jesus reagerer skarpt på Peters bekymring for hans liv: "Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil." Det er næsten samme svar, som det, han gav Djævelen, dengang han i ørkenen prøvede lokke Jesus til at gå i ledtog med sig.

Jesus kunne godt have valgt at give efter for Djævelens fristende tilbud, om, at han kunne blive hersker over alverdens riger, hvis blot han ville kaste sig ned og tilbede Satan. Han kunne her vælge mellem to veje, som begge ville ende med hans egen herliggørelse. Han kunne enten vælge at følge Guds vilje: at han skulle give sit liv for menneskers skyld, eller han kunne vælge at tage imod Djævelens tilbud, der - modsat Guds - var fuldstændig omkostningsfrit. Og dog tog han ikke Djævelens omkostningsfrie vej til ære og herlighed. Han valgte Guds smertevej igennem kors og død. Fordi han vidste, at hvis han ikke gennemgik de lidelser og den korsdød, ville han heller ikke være opstået igen - og så ville hans liv slet intet have betydet.

Og netop i lidelsen og i døden er det, at Jesus nærmer sig os allermest. I sin egen angst er han nær hos de angste. I sin svaghed er han nær hos de svage. I sin død er han med os - selv ind i døden. Idet han sætter sig selv ind i vores verden af lidelse og død, gør han sig lige med os. Og i sin overvindelse af sin egen lidelse og død, overvinder han samtidig vores lidelse og død. Og gør dermed os lige med ham. Gør os til Guds elskede børn, sådan som han selv er Guds elskede barn.

Det er det, vi fejrer påske på. Det er det, der går op for Maria Magdalene, da den opstandne Kristus møder hende uden for den tomme grav, og kalder hende ved navn. Og det er i det perspektiv, Kingos makabre påskevers skal ses: Langfredags sorg og pine var den nødvendige forudsætning for Påskemorgens opstandelses-glæde. Langfredag og påskedag hænger sammen og udgør tilsammen grundlaget for det forunderlige, at vi alle - både i liv og i død er forbundet med Jesu liv og med Jesu død. Som Paulus så stærkt udtrykker det i Romerbrevet: "ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv."
 

Forslag til salmevalg: 206, 190, 210 - 207, 202

Merete Bøye