BABELEN
- i ny videnskabelig oversættelse.
FABRIKATIONSBERETNINGEN
I begyndelsen fabrikerede Gud himlen og jorden. Og jorden
var rigtig dejlig kaotisk, lige et sted vi anti-kulturevolutionister
kan lide at boltre os. Og Gud stønnede vellystent ud
over vandene. Men pludselig en dag råbte han: "Der skal
være lys!" og der blev lys. Og Gud separerede lyset
fra mørket, og på lyset satte han det positivt
forskelsbehandlende prædikat "dag" og på mørket
satte han det dybt diskriminerende prædikat "nat." …
… Og Gud råbte: "Lad os producere mennesker efter
vort eksempel, som en projektion af os selv! Og de skal tyrannisere
alle de øvrige dyre-species på jorden!" Gud producerede
to mennesker som en projektion af sig selv, som mand og kvinde
producerede han dem. Og Gud sagde til dem (her tilføjer
nogle håndskrifter: med et fordægtigt smil om
læben): "Gå ud og overbefolk jordkloden og udpin
dens ressourcer. Opkast jer til tyranner over alle de øvrige
dyre-species!" …Og Gud så alt, hvad han havde fabrikeret,
og så gned han sig i hænderne og gik i seng. Og
det blev aften og det blev morgen, den sjette dag. Det var
himlens og jordens fabrikationsberetning.
OPNÅELSEN AF ET HØJERE BEVIDSTHEDSNIVEAU
Slangen var det mest antifascistiske dyr af alle de ikkedomestikerede
dyrespecies, Gud havde produceret, og den spurgte kvinden:
"Har Gud bildt dig ind, at du for at leve op til det mediepromoverede
mandsskabte kvindeideal ikke må dinere af planterne
her i haven?" Kvinden svarede: "Vi må gerne soupere
af væksterne i haven, men frugten på træet
midt i haven må vi ikke fortære, for så
omkommer vi." Men slangen forklarede: "I skal skam ikke dø!
Men Gud ved, at den dag, I spiser af det træ, bliver
jeres øjne åbnet, så I bliver et par vanvittig
begavede antifascistiske humanister, og så vil I begynde
at abonnere på kritiske revolutionære studenterblade
og klæbe plakater op på alle træerne i haven."
Kvinden indså at træet var godt at spise af og
attraktivt at se på, og at det også var værdifuldt
som vidensressource, og at viden er magt. Hun bemægtigede
sig en frugt og fortærede den i samkvem med sin samlever.
Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de
både i psykisk og fysisk forstand var nøgne.
Derfor gik de hen i en anerkendt boghandel og rekvirerede
et abonnement på et kritisk nidsskrift og en fremmedordbog.
Bagefter gik de ind i hærens overskudslager og købte
hver et par camouflagebukser og en lille sort strikket hue,
som de tog på. (Visse håndskrifter tilføjer:
Adam fik også en piercing i næsen.)
Men da Gud så det, smed han dem ud af Edens have
og ansatte dem som en slags fæstebønder på
et elendigt stykke jord, hvis begrænsede ressourcer
han tvang dem til at udpine. Men kvinden sagde bare: "Jeg
er da ligeglad! Artige piger kommer i Himlen, men Corsaklen
kommer overalt!" (Visse mindre troværdige håndskrifter
tilføjer: Undtagen i Himlen)
|