Ego-siden Faglig side Tegneserier Fragglen Harry Porter Bryllup Min søn Links
               

Her kan du læse om, hvad jeg går og laver af useriøse og barnagtige ting. Sangen, som du måske kan høre i baggrunden er temasangen fra den amerikanske 70'er-serie 'Wonder Woman'. Jeg synes, den sang passer godt til mig, for jeg er nemlig faktisk også en laber brunette med superkræfter (på min egen misforståede måde). Teksten til sangen, hvori indgår disse fantastiske linier: 'In your satin tights / fighting for our rights' kan læses her, og du kan høre/downloade hele sangen i wav-format her Du kan se et billede af Wonder Woman her. En anden action-helt, som jeg identificerer mig meget med, er Lara Croft fra Tomb Raider, som du kan se her til højre. Jeg har nemlig faktisk også sådan en lang, brun fletning, som hun har. Nemlig. 

Men - hånden på hjertet: Bortset fra håret minder jeg så måske alligevel ikke så meget om Lara Croft. F.eks. er min evne til at blive foreviget i en cool situation betydeligt ringere end Laras - hvilket vistnok fremgår af de billeder af mig, du kan se her på denne side.

Mig - som jeg ser mig selv
Mig - som andre ser mig

F.eks. dét foto her til venstre, hvor jeg er i færd med at indtage en såkaldt 'røj kage' under "den store Nils Malmros-fest", som blev holdt i juni 2000 af min søster Sofie. Jeg er nemlig en stor fan af den århusianske film- instruktør, Nils Malmros, som jeg er fotograferet sammen med her til højre. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg også selv kommer fra Århus, men jeg synes, hans film beskriver virkeligheden meget rammende.

Der er ikke så mange af os rigtig hard-core Nils Malmros-fans, som syntes  godt om filmen Barbara, der foregår på Færøerne. Jeg syntes nu, den var ret god. Men min yndlingsfilm er selvfølgelig stadig Kundskabens Træ (1981), som foregår på mit gamle gymnasium, Århus Katedralskole. P.t. glæder jeg mig jo meget til den nyeste Malmros-film, som får premiere til efteråret 2002. Specielt fordi min lillesøster faktisk er med i filmen. Kun lige med to replikker, men alligevel. Stort.

Ud over at se Nils Malmros-film og redigere websites bruger jeg f.eks. min fritid på at spille computerspil. Jeg foretrækker adventure-genren, særligt spil fra LucasArts, men holder også meget af klassikere som Tomb Raider og det altid aktuelle Doom.

Mig sammen med Nils Malmros
Dogbert - fra den sjove tegneserie, Dilbert
Før i tiden har jeg lissom været enårmt kreativ, og f.eks. tegnet meget. Her kan du se nogle af mine tegneserier. En anden kreativ interesse, jeg dyrkede meget i min ungdom var at sønge. Jeg har sunget i en masse kor, startende med Århus Musikskoles Pige- og Drengekor og senest i det nu hedengangne Da Camera; og så har jeg sunget i forskellige kvartetter og en dobbeltkvartet. Det var tider. Nu synger jeg kun i et Leonard Cohen-kopiband, der hedder The Cohen Clones (nej, det er ikke mig, der synger som Leonard Cohen).

Helge designer en UFO

Helge og Jørgen

Så er der selvfølgelig min lille familie. Jeg blev jo gift i april 2001, og man kan læse om brylluppet på den klamme bryllupsside. 9 måneder senere forelå så naturligvis resultatet, som det sig hør og bør.

Min mand, Helge, er programmør og har selvfølgelig også sin egen hjemmeside. Blandt hans mange interesser er tv-sening, hans bil, næringsrige madretter indeholdende flæsk, og sidst, men ikke mindst, hans indsats for at holde kvarterets alt for store børnebestand nede (f.eks. at forsøge at at køre dem ned eller skræmme dem unødigt). På billedet her til venstre ses Helge i færd med at designe en UFO.

På det seneste har vi produceret en arving, lille Jørgen, som blev født i januar 2002. Tilfældigvis er det faldet så heldigt ud, at vi synes, han er ret sød. Og han virker såmænd også til at være helt glad for os. Især omkring spisetid.


Dagens gode gerning
Hvis du nogen sinde har gået til spejder, så har du sikkert lært, at man skal gøre en god gerning hver dag. Hvis man gør en god gerning, får man det rart indeni, fordi man ved med sig selv, at man er et godt og næstekærligt menneske. Her er din chance for at komme om ved dette spejderbud på en nem og bekvem måde. Du kan nu bevise din uselviskhed og få det rart med dig selv ved at gøre en god og kærlig gerning imod mig. Du kan frit vælge imellem punkterne her på listen:
1. Skriv i min gæstebog! Gør det nuuu!
2. Besøg mit Grundtvig-site. Det trænger til en opdatering, men det er nu udmærket alligevel.

3. Stem på mig i Kvinder på Nettet.