Præster har udvidet træffetid
(Kristeligt Dagblad d. 6. juli 2005)

Psykolog Søren Dalgaards bedemand kunne sidste fredag ikke træffe SDs mors sognepræster i Fredericia, da moren for kort tid siden skulle begraves (KD d. 30.06). Det skyldtes ifølge bedemanden ”den obligatoriske ”mandagsfridag”, afspadsering og andre magtpåliggende forhindringer.” Jeg synes da sådan set, det er meget rimeligt, at en person ikke kan træffes på sin fridag eller i ferien, og jeg vil kalde det en udsøgt mangel på høflighed, at man overhovedet forsøger at komme i kontakt med vedkommende med arbejdsrelaterede spørgsmål, hvis man er klar over, at han holder fri.

Var der tale om ferie eller anden længerevarende tjenestefrihed, burde bedemanden have været klar over, hvem der havde ansvaret for sognet i perioden og kontaktet vedkommende. Var der tale om den ugentlige fridag, burde hun have ventet med at ringe til næste dag eller have lagt en besked på præstens telefonsvarer. Det er selvfølgelig beklageligt, at dette ikke er sket, men det undrer mig meget, at SD klandrer sognepræsten i stedet for bedemanden. Men det skyldes sikkert, at bedemanden var ”ukompliceret og smidig”, mens det med indignation fremføres, at præsten var ”oppe i Eiffeltårnet”.

Mener Dalgaard, at præster aldrig bør holde fri? Man fristes til at spørge, hvad han selv ville sige til et tilsvarende fornærmet læserbrev fra en klient, der var blevet stødt over ikke at træffe psykologen i sin praksis lørdag aften?

De fleste danske sognepræster bor groft sagt i deres kontor, idet telefonlinjen er trukket fra kontoret og ind i selve præsteboligen. Dvs. at vi kan træffes ”på kontoret” på alle tider af døgnet – hvis vi altså er hjemme. Det er da service! På andre offentlige kontorer er åbningstiden 9-16 mandag til torsdag og 9-12 om fredagen. Lørdag og søndag lukket. Præster har således en træffetid, der er luksuriøst udvidet i forhold til andre embedsmænds.

Men en præst er også et menneske, og jeg synes, det er en mærkværdig ting, at Dalgaard åbenbart ikke mener, at præster bør bevilges en ugentlig fridag. Det er ”embedsmandsagtigt”, mener han. Præsten skal åbenbart sidde i kontoret og glo på telefonen konstant, for at han kan leve op til den udmeldte Dalgaards krav til Den Danske Folkekirke.

At stå til rådighed er ikke det samme som at stå på spring. Det turde være indlysende for enhver, der har blot minimal indsigt i, hvad det vil sige at være sognepræst, at en præst ikke kan sidde ved telefonen hele dagen for det tilfælde, at nogen skulle finde på at ringe til ham. Det ville kræve, at han også skulle løfte røret, når han er på sjælesorgsbesøg, til menighedsrådsmøde, til dåbs- vielses- eller begravelsessamtale eller gudstjeneste. Man ser det for sig: ”Undskyld mig, kære menighed, jeg må desværre afbryde evangelisten Matthæus for nærværende – psykolog Søren Dalgaard er i telefonen!”

Merete Bøye