NEKROLOG over Den frie Presse
(Kristeligt Dagblad d. 01. marts 2006)

Efter kort tids alvorlig sygdom er Den frie Presse gået bort. Han fik ikke noget langt liv – kun godt 150 år. Der var ikke mange, der kendte ham godt. Han førte en stille eksistens – én af dem, man tog for givet og betragtede som en del af det faste inventar. Nu, hvor han er borte, er han ikke savnet af mange. Men for os, der kendte ham, holdt af ham og kom hos ham ofte, er det en sorgens og savnets tid. Det bliver svært for os at komme videre, nu da han er borte.

Den frie Presse var gæstfri; han lod altid enhver komme til orde, også selvom han var uenig med dem. Mente nogen, at en holdning var for skrap eller usædvanlig til at blive forsvaret, slog Den frie Presse altid i bordet og sørgede for, at der blev ved at være plads til alle synspunkter. Altid – dvs. bortset fra i den sidste, svære tid, mens han var svækket af sygdom og ikke havde kræfter til at sige fra.
Hans kone, Ytringsfrihed, som har stået last og brast med ham gennem mange år, er nu selv ramt af svær dårligdom. Det vil blive en vanskelig tid for hende fremover; hun, som altid støttede sig til Den frie Presses skulder. Hvem skal hun nu læne sig opad?

Som en nær ven af Den frie Presse og fast medlem af kredsen omkring ham og hans familie, kan jeg kun udtrykke ængstelse for, hvem der nu skal tage over, hvor han slap? Hvem skal fortsætte hans utrættelige arbejde?
Jeg håber, at hans to børn, Weblog og Newsgroup, vil være i stand til at tage stafetten op efter Den frie Presse. De er endnu meget unge, men har i deres korte levetid vist sig lige så utrættelige og måske endda endnu frækkere end deres gamle forældre. Det er mit håb, at de med deres ungdommelige drive og energi vil kunne føre Den frie Presses ånd videre ind i det 21. århundrede.
Ære være Den frie Presses minde.