Er børn kun kvindernes ansvar?
(Kristeligt Dagblad d. 18.10.2005)

Chefredaktør Erik Bjerager (EB) trækker i artiklerne Ny familiepolitik efterlyses (24.09) og Familieministeren er på vildspor (01.10) en af sine kæpheste af stalden og udtrykker undren over, at børnefamilier ikke kan belønnes for at lade en af forældrene (kvinden) gå hjemme og passe børn i stedet for at sætte dem i dagpleje. Familieminister Henriette Kjær afviser forslaget og kalder EB ”reaktionær”. Kjær kan selv være reaktionær, svarer EB, og slår hende i hartkorn med 70’ernes kvindesagsforkæmpere eller ”betonfeminister”, som han kalder dem. I virkeligheden vil ”mange yngre kvinder” nemlig allerhelst gå hjemme og passe deres børn, mens de er små. De er slet ikke interesseret i en karriere – jo, nogle få kyniske og uansvarlige af dem, forstås, som socialdemokraten Christine Antorini, der åbenbart har formastet sig til at vedgå, at hun prioriterer sin karriere over børnene.

Skønt man må formode, at han selv har prioriteret sin egen karriere højt, mens fru Bjerager har taget sig af parrets fælles børn, falder det besynderligt nok ikke EB ind, at Christine Antorini muligvis kan have en ægtefælle, der står for børn og husholdning i deres familie. Han regner tilsyneladende overhovedet ikke mændene med i billedet, når han taler familiepolitik. ”Manglen på tid og medfølgende stress og jag” er opstået i kølvandet på ”den moderne familiens opståen i 60’erne, hvor kvinden for alvor kom ud på arbejdsmarkedet”, skriver han. Misèren er klar: børnene går i dag for lud og koldt vand, og det skyldes, at ”langt størstedelen af danske kvinder [i dag arbejder] fuld tid uden for hjemmet.” Det gør størstedelen af mændene nu engang også; så hvorfor skal de ikke klandres tilsvarende?

EB refererer Suzanne Giese for at have skrevet, ”at det er unge kvinders pligt at være lige så meget ude på arbejdsmarkedet som deres mænd” og kalder derefter hendes standpunkt for ”mildt sagt umodent”. Man må formode, at det modne standpunkt at indtage for en kvinde ifølge EB ville være, at man ansvarligvis bør sige sit arbejde op eller gå på deltid, så snart man får børn. Samtidig med, at han har denne holdning til småbørnsmødre på arbejdsmarkedet, skriver EB dog venligt, at han skam ikke ønsker kvinderne ”tilbage til kødgryderne”. ”Det ville givet være reaktionært”, siger han, og det må man give ham ret i. Men det er spørgsmålet, hvad alternativet er, når EB samtidig er blind for, at børn – og kødgryder – i dagens Danmark ikke alene er kvindernes, men i lige så høj grad mændenes ansvar.

EB vil gerne finde en mellemvej mellem kernefamilien med hjemmegående husmor og den nye familiemodel med to fortravlede, udearbejdende forældre. Men det lader sig ikke gøre, så længe selv yngre, progressive avisredaktører tager for givet, at mændenes ansvar for deres egne børn ikke strækker sig ud over deres rent økonomiske forsørgelse. Skal vi finde en realistisk mellemvej, må det nemlig være den familie, hvor såvel det økonomiske ansvar som ansvaret for børn og husholdning er ligeligt fordelt mellem mand og kvinde.

Enhver kvinde kan overkomme et fuldtidsarbejde, samtidig med at hun tager sig af sine børn; men kun hvis hendes mand gør det samme. Problemerne opstår dér, hvor kvinden arbejder fuld tid, og samtidig i praksis står alene med børnene, mens manden arbejder 60 timer om ugen for at tjene penge og gøre karriere (fx som chefredaktør). Hvis begge forældre nøjes med at arbejde 37 timer om ugen, så er der masser af tid til overs til at hente børnene kl. 16 og tilbringe resten af dagen sammen med dem.

Dette må være den bedste løsning – ikke blot for kvinderne, men også for de unge mænd, hvoraf det er mit indtryk at langt de fleste har et stærkt ønske om at involvere sig i deres børns opdragelse.

Merete Bøye