”Præsteklynk” kan snart
blive til præstemangel
(Menighedsrådenes blad, april 2007)

D. 11. februar bringer Jylland-Posten et åbent brev fra 35 præsteægtefæller, som har fået nok af deres livspartneres urimelige vilkår. D. 18. februar bringer Kristeligt Dagblad et modindlæg fra Bo Nygaard Larsen med titlen: ”Ikke alle præsteægtefæller klynker”, og dette indlæg fandt i marts måned også – med stort foto og med den udvidede titel ”Ikke alle præsteægtefæller KLYNKER OG KLAGER” – vej til Menighedsrådenes Blad.

Man spekulerede godt på, hvornår ordet ”klynk” fandt vej ind i denne debat; det plejer som bekendt at komme på bordet, hver gang én af de arbejdsgrupper, der bestrider et ”kald”, drister sig til at beklage sig over noget som helst.
Kald det bare klynk, jeg er efterhånden ligeglad. Præsters vilkår er udmærket og ganske nøgternt beskrevet i de 35 præsteægtefællers indlæg, og hvis nogen synes, det lyder acceptabelt, så lad dem endelig blive siddende, hvor de er.
Med de forhøjede boligbidrag og den nye navnelov er målet imidlertid fuldt for de fleste af os. Og enten de synes om det eller ej, er landets menighedsråd snart nødt til at begynde forholde sig til, at de dygtige yngre præster for tiden forlader folkekirken hurtigere end vand gennem en si.

Præster har ingen aktionsret; vi kan ikke gå på barrikaderne, og vi kan ikke lægge kjole og krave på hylden og gå i strejke. Den eneste protestmulighed, præster har, er slet og ret at sige vores stilling op. Og det gør flere og flere. Det ligner en decideret udvandring. Se blot på ansøgertallet til de ledige embeder, som i løbet af de seneste 2-3 år er faldet langt mere, end hvad der kan forklares med afgang p.g.a. alder. Hvis præsters vilkår ikke snart ændrer sig til det bedre, vil ansøgertallet blive ved med at falde.

Bo Nygaard Larsen trækker den gamle traver af stalden om, at vi selv har valgt at blive præster, og at vi derfor har to muligheder: stik piben ind eller forlad folkekirken. ”Det grundlæggende spørgsmål er”, skriver Bo Nygaard Larsen, ”om man fortsat ønsker at arbejde i folkekirken. Ja eller nej.” Men sagen er, at svaret er nej. Det er netop det, de 35 præsteægtefæller vil advare om med deres brev.
Snart vil præsteembedet være så lidt attraktivt, at kun de, der ikke har andre muligheder, vil vælge at blive sognepræst. Det er ikke netop det, man forstår ved topmotiveret arbejdskraft, og går det den vej, er der ikke længe til, at folkekirken vil komme til at opleve en ganske alvorlig præstemangel.

I modsætning til Bo Nygaard Larsen står cand.psych. Keld Molins artikel i Præsteforeningens Blad 2007/17, hvor han skriver, at præster lider af det såkaldte ”John Wayne-syndrom”, som går ud på, at man ”ikke klynker eller letter låget, før trykket presser bunden ud af gryden”. Når der for tiden er flere præster, der beskriver uacceptable arbejdsvilkår, er der med andre ord noget, der tyder på, at ”gryden” er faretruende nær en eksplosion.

Denne situation må landets menighedsråd tage meget alvorligt, for det er deres menigheder, der kommer til at lide under den. I Bo Nygaard Larsens indlæg bliver en præstestand, der er ved at gå kollektivt ned med flaget, kaldt for klynkere og nærmest opfordret til at gå af, hvis de ikke kan lide lugten i bageriet. Jeg er oprigtigt bekymret for, at alt for mange vil følge den opfordring.

Kære Landsforening. Jeres præster har brug for jeres hjælp. Tag præsterne (og præsteægtefællerne) alvorligt og hjælp os med at få vores arbejdsgivere i kirkeministeriet til at forstå, at præsters vilkår skal forbedres, hvis vi fremover skal have en levedygtig folkekirke med motiverede og glade sognepræster.

Merete Bøye