Den bekymrede kirke
(Kronik i Kristeligt Dagblad d. 28. juni 2007)

Storm P. har sagt: "Hvis folk ikke er bekymrede, er det deres egen skyld, for der er nok at være bekymret for!" Men der er ikke altid sammenhæng mellem, hvor meget man har at bekymre sig om, og hvor meget man rent faktisk bekymrer sig. Tag nu kirkehistorien. De første kristne blev tvunget til at løbe spidsrod mellem rækker af gladiatorer med køller og kæppe. Derefter blev de kastet for løverne, trukket i stykker af heste, korsfæstet eller brændt på bålet. Men de var glade, fordi de fik del i deres Herres lidelser.

Til sammenligning bekymrer vi os i dagens folkekirke overmåde meget for, om der nu også kommer tilstrækkeligt med folk i de flotte, velindrettede kirker, som det står os alle frit for at benytte, hvornår vi vil. Der er ikke grænser for de tiltag, der gøres rundt i landet, for at sikre, at folk vil begunstige deres sognekirke med et besøg. Der nedsættes fokusgrupper, udsendes spørgeskemaer og skydes med spredehagl i alle retninger for at iscenesætte den ene eller anden form for ”eksperimenterende gudstjeneste” eller event.

En gadepræst i København udtalte for et par år siden til Kristeligt Dagblad, at hendes mål var ”at få de unge københavnere til at indse, at kristendom er mere end kedelige søndagsgudstjenester”. Desuden at kristen-dommen ”sagtens kan udleves andre steder end på en kirkebænk søndag formiddag klokken 10.” Så langt er en af folkekirkens præster åbenbart nået i sin afsmag for den kristne menigheds forsamling om ordet og sakramenterne, at hun nu med fuldt overlæg gør det til et mål i sig selv at fortælle folk, at gudstjenesten er kedelig og ikke værd at deltage i. Så tror da pokker, hvis ingen kommer til den!

Selvom der i dag kommer flere i kirke, end der gjorde for 20-30 år siden, så er kirkegangen stadig ikke særlig høj. Og gennemsnitsalderen for en dansk kirkegænger? Ak, ak, den er til gengæld alt for høj. Det er overmåde bekymrende! Og derfor går præsterne på kurser i sorggruppedannelse, konfliktmægling og ungdomsarbejde. Vi kysser børn i bedste præsident-stil, mestrer det omsorgsfulde dobbelthåndtryk, og vi er ét stort, imødekommende tandpastasmil, når som helst vi færdes på offentlig gade. Vi arrangerer fælles-spisning for børnefamilier i præstegårdene og går i dialog med sognets muslimske nydanskere. Vi laver lysshow på kirkegården, klæder os ud som klovner ved byfesten og bygger en udendørs kirke af klid midt på torvet til høstgudstjenesten. Vi forklæder evangeliet til ukendelighed som modeshow eller rockkoncert, sukrer det ind i sødsuppe, bøjer og brækker det og tvinger det ned i halsen på folk – hvad som helst vil vi gøre, bare folk vil komme ind i vores kirke og gøre kirken til en succes. Og alligevel er kirken stadig, for de fleste, et sted man kommer til jul og til bryllup. For om folk vil tage kristendommen til sig, det afhænger nu engang ikke af præsterne, men af Helligånden.

Prøv som en kontrast til al vores overbekymrede crowd pleasing at se på en af kristendommens første præster: apostlen Paulus. Hvordan forkyndte han evangeliet? Bekymrede han sig for, hvordan det blev taget imod? Nej, det var op på byens torv og prædike Kristi Ord råt for usødet. Heller ikke dengang blev evangeliets forkyndelse mødt med blomsterbuketter og klapsalver, faktisk var de fleste temmelig uinteresserede i, hvad Paulus og co. havde at sige. Hørte nogen efter, blev de oftest ikke optændt af Helligånd, men af harme og galde, og Paulus blev jaget på porten med fare for liv og lemmer. Til sidst blev han henrettet i Rom.

Tænk, hvis han i stedet havde indbudt til kreativitetskurser, hvor det skulle gennemdrøftes, hvad man kunne gøre for at få evangeliet gjort mere appetitligt eller smart eller ungt. Eller nedsat fokusgrupper, der skulle diskutere, hvor meget, de syntes, de fik ud af Paulus’s prædikener, og hvad han eventuelt kunne gøre anderledes. Sikken appel, hans budskab så ville have haft. Sikken tilslutning, der ville have været. Sikket idol, han kunne være blevet – afholdt og elsket af alle og enhver, en rigtig jolly good fellow. Og propfyldte synagoger, ingen tvivl om det. Måske ikke for evigt, for mennesker har det med på et tidspunkt at gennemskue det, der er falsk og oppustet og kun konstrueret for at tækkes så mange som muligt. Men alligevel: succesen ville have været til at tage og føle på.

Nu valgte Paulus (og Silas og Barnabas og alle de andre) at føre en anden, mere kompromisløs stil. Man hører ikke et eneste sted i Apostlenes Gerninger, at de første kristne gjorde sig de mindste overvejelser omkring, hvorvidt de greb sagen rigtigt an eller ej. De tænkte kun på at fortælle historien om Jesus Kristus. Og de var da også frygtelig upopulære og endte næsten alle sammen med at blive halshugget, korsfæstet eller lignende, for man gad simpelthen ikke høre på alt deres irriterende præk.

Det er faktisk et under så helt igennem fantastisk, at det fuldstændig unddrager sig menneskelig fatteevne, at kristendommen ind til videre har overlevet i 2000 år. For man kan dog dårligt forestille sig en trosretning, der har haft så vanvittigt et projekt, så utidige repræsentanter og så dårlig presse, som evangeliet om Jesus Kristus har. Når kristendommen har haft så relativt stor gennemslagskraft, som den trods alt har, så må det ene og alene tilskrives Helligånden, for det skyldes i hvert fald ikke menneskelige bekymringer.

Det er selvfølgelig ikke i ren og skær bekymring, at vi laver alle disse events og tiltag og "eksperimenterende" gudstjenester. Det sker også ud fra et reelt ønske om at komme folk i møde og se dem i øjnene som de (post-)moderne mennesker, de er. Men for det første tror jeg, vi har bedømt folks øjenhøjde lidt for lavt, og for det andet vil jeg vove at påstå, at folkekirken skyder sig selv i foden ved at slå om i aktivistisk modus. For gør man det, så giver man folk ret i, at højmessen er kedelig og ikke værd at spilde tid på. Når man holder disse event-gudstjenester, der tager 14 dage at forberede og indeholder en masse sokkedukker, klovnenæser og levende dyr, så trækker de – indrømmet – som regel en del folk. Men til højmessen søndagen efter kommer der stadig ikke mange, for man har jo fået at vide af præsten og menighedsrådet, at højmessen er kedelig. Og de må vel vide det?

På et tidspunkt bliver selv rock-, klovne-, bamse- eller hiphop-gudstjenesten triviel, og så udvandrer folk også derfra. Måske er der ovenikøbet et mere spændende arrangement i hallen, som de hellere vil til. Det skulle vel i grunden ikke være så mærkeligt, hvis der var. Og den friske event-præst må halse afsted, mens han hopper fra tue til tue for at blive ved med at finde på flere af de nye, opsigtsvækkende tiltag, han har vænnet sin kræsne menighed til at forvente.

Hvis kirken vil konkurrere med showbiz-kulturen, er det en tabt kamp på forhånd. For det første har kirken slet ikke den økonomi og professionalisme, der skal til, og for det andet er kirken ikke sat på jorden for at lefle og underholde. Den er sat til at forkynde Sandheden. Selvfølgelig er der ingen, der siger, at evangeliet kun kan forkyndes ved en højmesse med prædiken; men jeg vil vove at påstå, at Sandheden har meget dårlige kår, når den tvinges ned i tidsåndens eller popkulturens prokrustesseng.
Jeg har intet som helst imod pop og eller gøgl, tværtimod synes jeg, det er glimrende, at der i vores kultur er så rigelig plads til, at folk kan more sig, danse, drikke og have det skægt. Men når mottoet for kirken kommer til at ligne den gamle John Mogensen-sang ”elguitar og saxofon vil vi ha’, rock’n’roll og ikke andet”, så gør kirken sig selv overflødig. Kirken skulle netop være det sted, der tilbyder noget andet end al den overfladiske, tidstypiske underholdning, som man kan finde i langt mere elegante varianter så uendelig mange andre steder.

Merete Bøye